Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Monod: Hvad historien lærer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvad historien lærer.
83
franske civilisation, der maa harmonisere med og finde sin plads
i verdenscivilisationen. Hvem kan studere historie uden at
betages af denne følelse af menneskelig patriotisme, uden at binde
sit hjerte til den lange række af menneskemassernes
anstrengelser, kampe og lidelser for at naa frem til større lykke og
retfærdighed, uden at føie ønsket om at lade fædrelandets udvikling
stemme sammen med hele menneskehedens udvikling?
Denne forening af national og menneskelig patriotisme er
lettere for os end for andre. Hvert folk har sin rolle i
civilisationens koncert. Frankrige er særlig skabt til at optræde som
midler og forsoner mellem nationerne. Hele vor historie beviser
det. Det er mangel paa pietet at ville tilintetgjøre Frankriges
velvillige og broderlige sindelag for at paaføre det en barbarisk
bygdepatriotisme, for at gjøre det til en snever, intolerant og
sekterisk nation, i smag af Filip H’s Spanien.
Der er folk, som klager over, at verden beskjæftiger sig
altfor meget med os, blander sig i vore sager for at rose os eller
dadle os. Men at klage over, at det, som sker i Frankrige, gir
gjenlyd i verden, det er at klage over, at Frankrige er
Frankrige ; det er at fornegte det, som først og fremst er vor ære.
Frankrige har frembragt kunstverker, som har straalet over hele
verden; dets sprog har i lange tider været den dannede verdens
universalsprog; Frankrige har gjort revolutioner, som hele verden
har draget fordel af. Frankrige er verdens skueplads; nationerne
er det publikum, som applauderer os eller piber os ud. Lad os
ikke klage, lad os tvertimod ønske os tillykke med, at verden,
som finder de uretfærdigheder, der begaaes andensteds, ganske
naturlige, betragter enhver uretfærdighed, som begaaes i
Frankrige, som en krænkelse af menneskeslegtens retsbevidsthed.
Derfor paalægger historien os større pligter end andre. Vi
burde være bedre end andre, fordi vore ord har saa sterkt ekko,
vore handlinger slig gjenklang, og fordi vort exempel er saa
smitsomt. Vor pligt som franske borgere er ikke blot at arbeide
paa Frankriges magt, men at være samfundsfremskridtets apostle,
at arbeide i fredens og verdensharmoniens tjeneste. Enhver
franskmand maa have som sit motto de skjønne vers af
Sully-Prudhomme:
Je tiens de ma patrie un coeur qui la déborde,
Et pius je sais Francais, pius je me sens humain.
Gabriel Monod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
