Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Munthe: Om stilarter og illustrering af oldtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om stilarter og illustrering al’ oldtid.
59
Jeg skal nærmere forklare, hvorfor jeg ser disse ting
saaledes; thi jeg mener, at ubevidst kommer man ikke langt,
og jeg vilde aldrig have vovet mig ind paa mine forsøg1,
hvis ikke et ræsonnement og min logik havde slaaet følge.
Jeg antager, at det er illusionen (intimitet), som man
først og fremst maa stræbe efter, enten man staar ligeoverfor
nutid eller fortid. Vi taler om «egthed», «lokalfarve» og
kan om fortid bruge ordet «tidsfarve»: at træffe tidsalderen.
Vi føler alle, at dette er værdier. Den billedlige fremstilling,
jeg saa af vor oldtid, af myter og saga, tilfredsstillede mig
ikke. Mestendels var det etnografiske og arkæologiske
udstyr alene om at bære illusionen, medens den moderne
fremstillingsmetode altid modarbeidede indtrykket af ælde.
Naar jeg derimod gik op i oldsamlingen, saa kom jeg straks
i stemning. Den fortalte, at dette ydre apparat ikke var
tilstrækkeligt. Det var let at se her, at vor oldtid ikke var
naaet, og jeg fik tvil, om den nogengang kunde naaes ad
naturalistisk vei, fordi vor oldtid selv ligger udenfor
naturalismen og den hele nutidsopfatning. Vi kan ikke faa oldtiden
til os, men vi maa gaa hen til den.
Kan dette ske? Kan nogen leve sig ind i og fremstille
en anden tid og tænkning? Jeg mener, at det bør forsøges.
Ikke at det skulde være det eneste rigtige. I k u n s ten e r d e r
intet, som er rigtigt, og i litet, som er urigtigt,
udenfor den enkeltes overbevisning og følelse.
Som ovenfor sagt, er det illusionen, vi først forlanger.
De allerfleste følger med, saalænge der ikke forlanges af dem,
at de ikke skal træde ud af den klassiske idéverden, men
det er laa, som kan tænke sig, at den bundne kunst, saadan
som vi f. eks. har den i vore gamle stilarter, paa noget hold
skal kunne tage det op med vor ubundne fremstillingsmaade.
For at naa did, maa vi opgive vor gjængse opfatning, at det
er naturalismen, som sidder inde med illusionen. Men vover
vi os paa den tanke, at det er det rigtige milieu, enten
dette er her eller der, som giver illusion, saa bør vi ikke
stanse op foran hverken den ene eller anden stilart, fordi
vi ikke ved noget andet kan naa tidsfarven bedre. Naar jeg
her vil nævne f. eks. min illustration til Hafrsfjordslaget i
«Snorre» eller Haakon den gode, saa mener jeg, at disse
ting (som jo kan tænkes meget intimere seet) giver tidens
1 Paa al illustrere oldtid i hunden stil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
