Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: William Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare.
.69
«To elskte har jeg, der som nat og dag er.
To aander lig, de kjæmper om min sjæl.
Min gode engel er en yngling fager,
min onde aand en kvinde, mørk som Hel.»
Men hvis denne «nøgle-sonnet», the-key-sonnet, for at bruge
Furnivalls udtryk, er af biografisk natur, da er man nødt
til at antage, at størsteparten af sonnetterne fremstiller
forholdet til en virkelig ven og en mindre gruppe af sonnetter
forholdet til en virkelig veninde.
Sidney Lee’s sterkeste argument mod den antagelse, at
denne ven var William Herbert, og at veninden var Mary
Fitton, er efter mit skjøn den kjendsgjerning, at son
netdigtningen i England især blomstrede paa en noget tidligere
tid i Shakespeares liv end kort før Hamlet-tiden, nemlig i
begyndelsen af nitti aarene. Efterat Sidneys berømte
sonnet-samling var udkommen i trykken i 1591, udbrød der en
sand epidemi af sonnet-digtning. Og det er ikke
sandsynligt, at Shakespeare skulde have ventet saalænge som til
1598 med at skrive i denne digtart. Dertil kommer, som
to tyske forskere, Hermann Isaac (som senere har antaget
navnet Hermann Conrad) og professor Sarrazin, har fremhævet,
at det netop er i Shakespeares skuespil fra den første
halvdel af nittiaarene, at vi finder tydelige spor af, at ogsaa han
var forelsket i sonnetformen. Især i «To herrer fra Verona»
og i «Romeo og Julie». I det sidste stykke taler helten og
heltinden i det første møde til hinanden i sonnetform. Deres
korte samtale er en rim-duet, en art stevkamp eller
vekselsang i ord. Og ser man nøiere efter, vil man finde, at de
taler nøiagtig i den samme sonnet form, som Shakespeare
benyttede i sine af Thomas Thorne i 1609 udgivne 154
sonnetter. Nemlig tre vekselrimede firvers eller quatrains, fulgt
af en afsluttende kuplet eller to linjer, som rimer sammen.
Den første sonnet, hvor først Romeo har fire linjer, derpaa Julie
ligeledes fire, ender med det første kys som et vel anbragt
punktum. Hvorpaa de begynder paa en ny sonnet, som ikke naar
længer end til udgangen af det første firvers, med et kys
allerede efter tredje linje, — da ammen kommer med bud
fra Julies mor, som formodentlig fandt, at der var vel meget
af sterke interpunktioner.
Maskeballet er i fuld gang, og mens de andre er op-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
