Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Auguste Bréal: Fransk og engelsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk og engelsk.
91
Lad os se lidt paa, hvordan den franske bondes følelser
stiller sig ligeoverfor England. For ikke at blive anklaget for
optimisme vil vi tage som eksempel en bretonsk bonde. For
ihvis der er noget land, hvor det traditionelle had mod
«engelskmanden» som en arvefiende endnu vedvarer, saa er det i det
katolske Bretagne. I de bretonske bønders og fiskeres øine
er englænderen fienden, ikke blot en fiende, med hvem de
har udkjæmpet mange kampe, men ogsaa en, med hvem de
gjerne vil kjæmpe om igjen.
Det vil sige — englænderen staar for dem typisk som
orlogsgast paa et slagskib eller en torpedobaad, som de vil slaas
med, naar tiden for angreb kommer. Men ingen tænker paa
ham som individ. Fienden er en krigsenhed, noget udenfor det
almindelige liv, et væsen i uniform, som det er berømmeligt at
dræbe. Han er arvefienden — noget som vil gjøre frygtelig
skade paa Frankrig, hvis man ikke tager sig iagt; noget som
absolut maa være langt mere fælt og farligt, end folk kan tænke
sig, siden alle franske mænd taber sine bedste ungdomsaar med
at lære at dræbe denne eventuelle modstander. Hvis nogensinde
bønderne kunde faa det klart paa det rene, at den eneste nytte
af krig er at dræbe almindelige folk som dem selv ; hvis
nogensinde enhver soldat levende kunde forestille sig, hvad et
sammenstød af to arméer er, og ved hvilken række af løgne og
intriger folk bliver drevet til at dræbe hverandre — da vilde
fredskongressernes arbeide blive storartet simplificeret.
Deu bretonske bonde er ikke kommet saa langt endnu; som
en god soldat eller en god sjørnand er han beredt til at gaa
mod englænderen, som han ikke kjender — netop fordi han ikke
kjender ham. Han har ikke det mindste nag til virkelige,
levende engelske mennesker — de som i fredstid besøger
Bretagne. Hvor mange gange har jeg ikke seet indvaanerne af de
usle fisker-landsbyer paa den bretonske kyst modtage reisende
fra hinsides Kanalen, som om de var franske «fremmede» —
det vil sige med tilbageholdenhed, men alligevel med fuld
beredvillighed til at komme i sympatisk forbindelse. Jeg husker, jeg
engang var tolk mellem en gaardbruger fra Cötes-du-Nord og en
afgaaet oberst fra Indien. De to havde frygtelige vanskeligheder
med at forstaa hverandre, men de stod paa en udmerket fod med
hinanden. Da jeg var bleven alene med gaardbrugeren, sagde
han : «Ca i air d’an brave homme, ce monsieur. Alors il est
Anglais9» (Han ser ud som en bra’ kar, den herren. Saa han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
