Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Vore nationale forhold og fremtidsudsigter ved aarhundredskiftet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vore nationale forhold og fremtidsudsigter ved aarhundred-skiftet. 103
mere utænkeligt. Selvstændighedens æresfølelse er bleven
for sterk og for vaagen til det, — ikke mindst ifølge den
modstand, vore retmæssige krav har mødt fra svensk side.
Har vi ikke vundet frem i hensyn paa de ydre former, saa
har vi altsaa dog vundet frem i hensyn paa den aand, for
hvilken disse former er udtryk og som skal fylde dem, — og
det maa dog vel være hovedsagen.
Jeg tænker, at noget lignende ogsaa kan siges om den
anden store kamp, som vi endnu ved aarhundred-skiftet staar
midt opi, og hvorved det gjelder opnaaelsen af en herlighed,
som vore nærmeste naboer og frændefolk er og længe har
været i besiddelse af, nemlig et virkelig nationalt skrift- og
kultursprog.
Vi har i den allersidste tid oplevet et sammenstød
mellem de i dette spørsmaal stridende partier, — mellem
lands-maalsmænd og riksmaalsmænd, — tilsyneladende saa
voldsomt som noget tidligere. Fra begge sider har de gamle
paastande været gjentaget med uafkortet skarphed, saa det
fremdeles synes ligesaa umuligt at forsone dem, som det er
forfærdeligt at skulle vælge mellem dem. Landsmaalet er
norsk, lieder det fra den ene side, mens riksmaalet (o: det
alment brugte skriftsprog) er dansk og vil vedbli at være
det; sproget er en organisme; en overgang mellem to
forskjellige sprog, saa det ene blir til det andet eller saa de
begge ved at smelte sammen blir et tredie, er utænkelig;
sproget er igjen nationaliteten; med det særskilte sprog staar
og falder den særskilte nationalitet; landsmaalet maa
følgelig sejre eller norsk nationalitet vil ophøre at existere. Fra
den anden side blir det sagt: Det gjeldende skriftsprog har
i en række af aarhundreder været organ for det norske folks
kulturudvikling; i det har vore bedste og største mænd
nedlagt sit aandsarbejde; skulde det bli fortrængt og gi plads
for landsmaalet, vilde vort folk bli aandig udplyndret og
forarmet til det yderste; det vilde være enstydigt med
kulturens undergang; vi vilde bli et bondefolk, som vi var det
i reformationstiden, — bedrøvelig ihukommelse!
Altsaa: Kulturen blir stillet op mod nationaliteten eller
den ene nationalitet mod den anden, den ene kultur mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
