Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af en brevveksling mellem J. S. Welhaven og Camilla Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
127 Brev fra J. S. Welhaven til Camilla Wergeland.
overordentlig luunt i hendes Værelser men skruer man sig
først op til at betragte hende som en Aspasia, da maa man
vel ogsaa gjøre Udvei til hamburgske Sokrater og Alcibiader
og Perikler, og Kredsens Damer blive Hetærer; og nu
Grossererne? og Senatorerne? og Gadekvalmen? og de dumme
Kirker med Klokkespillet? og Plattydsken ? og den hele
hanseatiske Bedrift? Kort — det er, nærmere beseet, just
ved saadanne vidthentede Betegninger og ubeføiede
Idealiseringer, at al sund Livsbetragtning forvrides og fordærves.
En hamburgsk Aspasia maatte, naar Lighedspunktet
nogenlunde skulde gjennemføres og træffes i de forandrede
Forholde, være en Dame, hvis Salon intet havde at byde dig.
Jeg seer klart hvilken slet Tjeneste man viser dig ved
at tage saadanne Referater ud af dine Breve og forkynde
dem ved Thebordene. Disse vindige Mennesker, der optage
dem i sig, sammenstue med mageløs Lethed de halvsande
Billeder og Forestillinger og danne dig til et Fabeldyr, hvis
Gjenkomst cle længselsfuldt imødesee; og du skal dog leve
i deres Kreds og vise clig stærkere end nogensinde før.
O, at jeg kunde træde foran dig og skjærme dig, og brede
en mild Lysning over dine mørkeste Dage. Der er jo
dog ingen, der kunde dele din Kummer og luttre og
formilde dine Tanker saaledes som jeg. Mit Liv er dog
usigelig armt; jeg kan intet give dig for al den Kjerlighed,
hvormed du har helliget mit Billede, og styrket min Troe
paa den milde Engel i mit Indre. Men du skal dog vide
at min Hengivenhed er uforandret, og at mit Hjerte aldrig
har dømt dig haardt. Mange af mine saakaldte Venner
hengraane og sygne ved min Side og ofte grunder jeg over
hvad der dog har bundet mig til dem. Dit Billede er
indfattet i min Ungdoms underlige Skjæbne, og saa vist som
jeg haaber at bevare min Vaar uvisnelig, skal jeg ogsaa
frede om din bittersøde Erindring. Vi have haft nogle
smukke Foraarsdage og jeg har glædet mig med
Lærkerne, og der har siddet muntre Smaafugle ved mit Vindve
og kviddret og frittet mig ud om mine Længsler og
Forhaabninger; men nu er atter Himlen selsom bevæget, og
meddeler mig sin dunkle Uro.
Mit Indre sang fuldt af Sejer;
Af Øiet brast Taarestrømme,
Og mellem de mørke Byger,
Gik Solglimt af Haabets Drømme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
