Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Böcklin og den tyske malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
Jens Thiis.
ker rørende ved klodset enfold, varmer ved sit alvor og
vækker eftertanke ved sin dybsindighed.
Men selve det begrænsede fond, som den tyske race
syntes at besidde af malerisk evne — det var forbrugt i det
15de og 16de aarhundredes kunstblomstring.
Der følger døde aarhundreder i tysk billedkunst.
Og det 19de aarhundrede skred langt frem, førend de
tyske nationer frembragte en stor, en hel og genial maler.
Hverken nazarenernes gemytsmaleri eller
Corne-1 i u s’ dybsindige tanke-kartoner, hverken Runges intimitet
eller Friedrichs’ naturlyrik kunde rokke ved det faktum,
at kunsten at male var gaaet tabt blandt de tyske folk.
Glimtvis spores den hos enkelte kunstnere. Hos de
netop nævnte og hos S c h w i n d. I enkelte af denne
kunstners elskelig fortalte smaabilleder og ogsaa i hans større
cyklus-kompositioner med motiver fra middelalderens og
eventyrets drømmeverden skimter man bag digteren ogsaa
konturerne af en virkelig maler, en maler med sans
for-linjens ynde og med evne for dekorativ komposition.
I Schirmer s idealistiske landskabsfantasier, i
Feuer-bachs drømme om renaissanceaandens gjenfødelse i
moderne maleri, i Hans v. M arr es’ storladent tænkte og
temperamentfulde, men formelt saa vaklende kompositioner
er der tilløb paa tilløb mod en gjenfødelse og løftning af tysk
billedkunst. Thi i det store og hele taget var tysk malerkunst
blevet et underbrug af tysk tænkning, et anneks til tysk
digtning eller en vantreven «Gartenlaube», hvori det nøisomme
borgerskab efter omstændighederne kneipede eller sværmede
— alt eftersom der skinnede sol eller maane gjennem løvet.
De nævnte kunstnere er ensomme forløberskikkelser,
som ingen almindelig anerkjendelse opnaaede, og heller ikke
var nogen af dem helt ud maler nok til at løsrive tysk
malerkunst fra dens literære traditioner og skabe et maleri,
som kunde bryde det skal af international ligegyldighed,
hvori tysk maleri efterhaanden var blevet indkapslet.
Det var først Menzel og siden Böcklin, som hver paa
sin meget forskjellige vis skulde komme til at sætte en
grænse for den karakteristik af tysk kunst, som holdt paa
at antage et dogmes urokkelighed:
Le,s allemands sont un peuple av engle!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
