Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232
Tea lerkronik.
ring af et stykkes idéindhold som til en kritisk bedømmelse
af dets kunstværdi. Det var derfor ganske i sin orden, at
stortingets afholdsgruppe sendte Jonas Lie et bevæget telegram som
tak for «Wulffie & Co.»; denne varme tilslutning til stykkets
tendens fra saa sagkyndigt hold har sikkert maattet berede
digteren en langt større glæde, end al den literære ros, som hidtil
udeblev, havde kunnet skjænke ham. Forat man skulde faa
anledning til ogsaa at høre den angrebne parts mening om stykket,
burde landets brændevinsbrændere nedsætte et udvalg til sagens
behandling; derimod maa man jo desværre give afkald paa at se
spørgsmaalet belyst af de medborgere, det dog her i
alleregentligste forstand gjælder, af alkoholisterne, der hos os endnu ikke
optræder som korporation.
Paa scenen virkede Jonas Lies skuespil daarlig, eller —
rettere sagt — det virkede aldeles ikke. Nu og da en replik,
som eiede den intimt livfulde klang, det muntert spillende
farve-skjær, vi kjender saa godt fra samtalerne i digterens romaner,
— ellers intet. I hvilket forhold man retfærdigvis skal fordele
skylden for dette øde indtryk mellem skuespillet selv, der ogsaa
under læsningen virker som lutter stumper og stykker, og
fremførelsen paa Nationalteatret, som forekom lovlig tør og paa mange
punkter helt elevmæssig, er vanskeligt at sige. Det har jo som
bekjendt for skuespilleres vedkommende ikke saa helt sin
rigtighed med den gamle sætning, at ingen kan skabe noget af intet;
det hænder stadig, at en skuespiller af en forfatter faar sig
udleverst en sæk døde ord og ved hjælp af sin selvstændig skabende
fantasi lader et lyslevende menneske springe ud af sækken. Om
man af respekt for den udmerkede gamle digter havde besat alle
stykkets roller med Nationalteatrets første kunstnere, kunde
maaske helhedsindtrykket være blevet et noget andet og mindre
pinligt. Dog, for digteren selv maa dette teateruheld have været
af helt underordnet betydning; den sukces, paa hvilken han har
taget sigte, tendensens sukces, den har han virkelig opnaaet, —
hvad «Wulffie & Co.» ikke kunde bringe det til som digterverk,
har det rundelig taget igjen som afholdstraktat.
Det er et problem af en helt anden rækkevidde, Bjørnstjerne
Bjørnson behandler og belyser i sit sidste drama, «Laboremus».
Spørgsmaalet om en brændevinsbrænders ansvar for det fordærv^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
