Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterkronik. 242
I den lille første akt har digteren helt magten; det er et
mesterverk af den fasteste støbning, ikke et brud, ikke en brist. En
samtale mellem to mennesker, saa hastig begyndt, saa helt uden
forberedelse og omsvøb, at man først uvilkaarlig studser, saa
naturlig ført, at man allerede ved læsningen synes at høre de to
stemmer gribe ind i hinanden, — med et stadig skiftende
farvespil ligesom lyst glittrende hen over replikernes overflade, men
langt nede i dybet af dem en dump klang af angst og sorg.
Med engang fører denne samtale os midt ind i de to menneskers
liv, fortæller os deres fortid, afdækker deres bestemmende
egenskaber for os, viser os med de fineste afskygninger forholdet dem
imellem, lader tilsidst i et par repliker et flommende væld af
lys falde paa dem, saa at vi forundrede og næsten blændede ser
som gjennem et pludselig splittet forhæng langt ind i deres fremtid.
Stykkets centrale personlighed er Lydia, —
kjærlighedskvin-den, mod hvem der skal kjæmpes, og fra hvem manden skal
reddes. «Undinen» kaldes hun i Bjørnsons billedsprog; det
betyder, at hun ikke hører menneskenes samfund til, hun er en
naturmagt, som lægger livet øde, hvor hun drager frem i sin
forfærdende vælde. Hendes begjær ved ikke af love, hendes vilje
kjender ikke til modstand, frem gaar hun over liv og gjennem
død, ustanselig frem mod det maal, hun engang satte for sin
lykkelyst og sanseglæde. Saameget værre for den, som kommer
i veien, — hun dræber; men værst dog for den, paa hvem
hendes øie hvilte med attraa, — arbeidsevne og livsmod slukner i
hendes kvælende favntag, og den dag hun gaar, sidder der
tilbage i hans blod en gift, han sent, om nogensinde, forvinder.
Saadan skulde undinen være, — saa stor og saa frygtelig.
Men er nu Bjørnsons Lydia virkelig en undine af denne
storslagne art? Hvad har hun forbrudt, siden hun ifølge digterens
strenge dom skal stænges ude fra alt samkvem med mennesker?
Ellers er der jo efter sigende i livet barmhjertighed at møde og
tilgivelse at faa selv for de meget store syndere; men den arme
Lydia jages med et tordnende «tilbage i havet!» bort for altid fra
den jord, hendes vanhellige fødder har krænket. Det er en
haard lod ; er den nu ogsaa retfærdig?
I første akts samtale med Wisby morgenen efter
bryllupsnatten hører vi hende selv fortælle om sin barndom og tidligste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
