Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
Tea lerkronik.
han har glemsel for alt det, som fortiden gjemmer. lian kunde
maaske tilgive, men aldrig glemme; fortiden lægger hvert øieblik
sin tyngende haand paa hans skulder. 1 den samme stund det
staar klart for Lydia, at al strid for at vinde ham helt har været
ført forgjæves, at den livsro, hun omsider troede at have rukket
frem til, viger længere bort end nogensinde, at der for al tid
gaar mellem ham og hende skygger, som ikke er til at kyse
bort, — i samme stund brister det spind af fine traade, som gik
fra hendes sjæl til hans : Taknemmeligheden, trygheden,
lykkefølelsen .... alt er i et eneste nu strøget ud af hendes sind.
Dermed er hun igjen ude paa de vildsomme veie.
Saa er det, at hun møder den unge komponist Langfred
Kann. Det er først og fremst deres fælles livsinteresse, som
fører dem sammen; ud af den vokser kjærligheden hos dem
begge. Her er da, om nogensinde, et forhold ikke alene mellem
to menneskers sanser, men ogsaa mellem deres sjæle. De to
meddeler sig til hinanden om alt, som optager deres sind, om
kunst og liv, om musik og mennesker. II a n komponerer hend e,
og hun spiller h a m. Det synes næsten ideelt. Men nei, —
der skal være for megen sanselighed i de tos kjærlighed. Derom
er det jo ikke let for udenforstaaende at have nogen mening; en
vis ret i livet, en vis del i kjærligheden maa man vel tilmaale
denne sanselige magt, som vi dog endnu paa menneskehedens
nuværende ufuldkomne standpunkt alle skylder vor tilværelse, og
hvem vil da paatage sig at fastslaa med almengyldige tal, hvor
megen ret og hvor stor en del der skal indrømmes den?
Imidlertid, Langfred formaar ikke mere at arbeide som før,
inspirationen svigter ham, hans kunst forringes, og for dette bærer efter
digterens mening kjærligheden skylden. Først har rigtignok
denne samme kjærlighed været ham en mægtig hjælp, bragt ham
et langt skridt videre paa kunstens vei, udviklet hans
personlighed, skjænket ham en fylde af idéer; men nu er det blevet fir
meget af den, og saa har den en helt modsat virkning, den tørror
den arme musiker ganske ud. Lad saa være, — men skal
ansvaret for denne uheldige virkning være Lydias alene, skal
Langfred kunne løbe frelst og fri fra sine egne handlinger? Ikke
alene frelst og fri, men med vinding; de livsindtryk, som Lyd a
har givet ham, vil siden omsætte sig i kunst. Retfærdigheden
er her som ellers i verden skrøbelig: fordi Lydia har elsket
Langfred af alt sit væsen, skal h a n blive en stor kunstner cg
hun uden skaansel udelukkes fra menneskenes dag, — ligeson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
