Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterkronik.
237
jages ned i livels natsmug, der hvor synd og smi lie gror frodig
i mørket. Hendes «hjerteskjærende skrig», før hun gik, vil følge
Langfred, «til det blir musik». «Nu vil du kunne arbeide,»
mener den foretagsomme dr. Kann, straks Lydia er ude af døren.
Og med den klædeligste kunstneregoisme finder Langfred midt i
sin oprevelhed disse ord til svar: «Ikke straks! Aa, ikke paa
længe!» «Nei, nei!» beroliger den uforstyrrelige dr. Kann, —
«men saameget bedre, naar det kommer.» Altsaa dog ikke straks,
men desto bedre — ! Man kan efter dette ikke frakjende den
stakkars Lvdias liv en vis værdi.
F r u R a g n a W ettergreen spiller Lydia saaledes, sou>
hun her er skildret: sympatisk. Naar man har læst bogen,,
hvori digterens mening med skikkelsen ofte understreges, føles
fremstillingen paa scenen næsten som et forsvar. Og det et
glimrende forsvar!
I første akt glæder man sig med fru Wettergreens Lydia
over, at hun, som har faret saa mangfoldig vild ude i den
fremmede verden og følt sig saa ulykkelig hjemløs, hvor og meel
hvem hun saa var, endelig har faaet fast grund under sine
fødder og en mand at stole paa og støtte sig til ved sin side. Der
er noget indtagende naivt ved den lyse glæde, hun saa uforstilt
viser sin mand, — glæden over at være hans hustru, rig og fint
klædt og straalende vakker, — fru godseier Wisby! Alt det, hun
ikke har havt og ønsket og savnet, og som hun nu skal tage
grundig igjen ! Undertiden sænker hun stemmen en smule, det
klinger saa blødt, saa indsmigrende kjælent, — da giver hun sin
mana smaa dyre løfter, som ingen maa høre uden ban! Og
medens hun driver rundt omkring i det koldt virkende
hotelværelse, aldrig rolig, og strør ord omkring sig, hvor hun gaar,
lyse, luftige ord, der ligesom seiler ud i rummet for sin egen
skyld og slet ikke venter paa svar, — saa kommer der en egen
varme i luften, et bedt pust af ungdom, en berusende duft af
kvinde.....
I den store scene med Langfred i anden akt spiller fru
Wettergreen ud fra, at Lydia elsker ham af alt sit væsen, med
sjæl og sanser, — at hun elsker ikke blot hans person, men
ogsaa hans kunst, hans arbeide, hans fremtid. Hun kan nok en
og anden gang være lidt skinsyg paa hans musik, det vilde ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
