Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
Tea lerkronik.
skuespilleren at lægge en merkelig blanding af stridende følelser,
af angst for den næste oplysning, af tilkjæmpet fatning, af
overgivelse paa naade og unaade, af videlyst trods alt. Man har —
lidt løierlig — bebreidet hr. Stormoen, at hans Wisby ikke i det
rent ydre virker fornemt nok; er de da virkelig saa imponerende
elegante, saa europæisk udstyrede, vore norske «godseiere»? Hr.
Olaf Hansson har som dr. Kann det hverv at aabne Wisbys
øine for enhver pris; han er tilgavns haardhændt, denne landsens
læge, og i ingen henseende nøieregnende med arten og værdien
af de sandheder, han bringer med hjemmefra, — han fortæller
ikke alene, hvad han ved, men ogsaa hvad han har hørt, og han
tager med baade sladderhistorier fra badesteder og alskens usikre
forlydender, som han straks fastslaar med et myndigt: «Jeg har
al grund til at tro —!» Hr. Hansson har givet skikkelsen en
bred selvtillid og en vis velmenende hensynsløshed af megen
virkning, og hans klare, rolige tale kommer i denne rolle særlig godt
til sin ret.
Teaterchef Bjørnson har i sin iscenesættelse fastholdt ethvert
optrins grundstemning med den varsomste omhu, og ingen af de
mange fine, psykologiske overgange, der afspeiler sig i stykkets
samtaler, har undgaaet hans lydhøre forstaaelse. En enkelt
indvending: det noget fordringsfuldt slæbende tempo i første del af
anden akt — samtalen mellem Wisby og dr. Kann — slapper
utvilsomt i længden de lyttendes interesse.
De to afholdsstykker af de to store digtere har begge opnaaet,
hvad der var tilsigtet med dem: de har havt i sit følge diskussion
om de behandlede problemer, vurdering af stykkernes idéindhold.
Men i forskjellig grad og paa forskjellig maade. Fordi Jonas Lie
stolede paa magten i selve stykkets tendens og mente for en
gangs skyld at kunne undvære sin udmerkede kunst, fik hans
skuespil ingen virkning fra den mægtige talerstol, han havde
valgt for sin forkyndertrang: teatret; men som et kjærkomment
opbyggelsesskrift har det gaaet vidt og bredt udover landet til
styrkelse for dem, som allerede paa forhaand bekjendte sig til
digterens tro. Fordi derimod Bjørnstjerne Bjørnson tog sin store
kunst til hjælp for sin moralforkyndelse og lod den skabe levende
mennesker, der fyldte scenen med sin tale og sin færd, vandt
«Laboremus» magt over venners og modstanderes sind: i kraft
af kunsten, til trods for tendensen.
9. mai 1901. S. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
