Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. B.: Teaterkronik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teaterkronik.
239
den unge Langfred, men den gamle Bjørnson, som fører ordet.
Men det lykkes dog hr. Christensens fint gjennemtænkte og
sikkert gjennemførte spil at gjøre forandringen mindre forbløffende,
end den virker ved stykkets læsning. Han formaar i anden akt
bag al Langfreds musiksværmende tale at lade os ane en aandens
betydelighed, som endnu er latent og ikke ham selv bevidst, men
som nok under virkningen af sterke indtryk pludselig kunde
springe frem i dagen, og i samtalen med Borgny antyder han
fra replik til replik den stadig voksende interesse, som griber
ham, den nye klarhed, som er ifærd med at komme til ham.
Paa lignende maade lykkes det hr. Christensen at forberede os
paa, at Langfreds kjærlighed til Lydia neppe vil vare længe eller
blive ham til varigt mén; med megen finhed viser han os
gjennem hele den lange kjærlighedsscene i anden akt, at Lydia dog
inderst inde i ham er noget ved siden af, kun et temmelig
tilfældigt tillæg til det, som for ham er den egentlige livsværdi :
hans kunst.
Borgny, som ved sin resolute mellemkomst redder den i fare
stedte musiker, er en pige paa sytten aar, fem maaneder og tre
dage, men hun taler saa klogt beregnet og behersket, som om
hun var en mand paa firti. Hun er da formodentlig ment som
en type paa en ny og værdigere tids unge piger, der skal kunne
forene uskyld med den mest indgaaende viden om alle de ting,
som hører livet og kjærligheden til. Fru Aagot Didriksen
spiller rollen med en fin, rolig bestemthed, som hjælper os til at
forstaa den virkning, Borgnys fortælling maa øve paa Langfreds
modtagelige sind. Den unge, talentfulde skuespillerinde skulde
vogte paa sine høie toner, de giver ofte replikerne en vis dvælende
syngen, som ikke er af det gode; undertiden faar derved den mest
dagligdags ligefremme bemærkning en forundret klang, som om
den bar underbare hemmeligheder i sit skjød.
I clen lange første scene af anden akt, hvor dr. Kann saa
omhyggelig og vidtløftig underviser Wisby om alt det, som skjuler
sig i hans kones fortid — den fortid, han engang lovede hende,
skulde være glemt for altid —, spiller hr. Harald Stormoen
med en sikker anvendelse af helt smaa midler den ulykkelige
godseier saa gribende udtryksfuldt, at jeg ikke ved nogengang at
have seet en mands sjælelige forpinthed fremstillet paa scenen
med større virkning. I Wisbys spørgsmaal: «Er der mere?»
som gjentages efter hver historie, dr. Kann beretter, og som hr.
Stormoen hver gang giver en ny og lige sand betoning, formaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
