Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Belgisk literatur. Lemonnier. Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Belgisk literatur-.
273
elskovsleier af træblade. Hun gik omkring i værelserne
«som et lidet symbol, et nøgent billede paa uskyldigheden.
Og jeg forstod, at kvinden virkelig er den levende synd, som
theologierne taler om. Den første kvinde indviede den første
mand i synden, og den ære, hun vandt ved at synde, hæver
hende op over alle mænd, efterdi den synd er selve naturen,
livets guddommelige hemmelighed». Og blufærdig var Maggy
paa sin maade: hun vilde ikke tale om sin kjærlighed, ikke
hviske elskovsorcl; bad han hende om saadant, «følte hun
sig nøgen og rødmede; hun var som en rose, der ikke vil
udaande sin duft». Ligetil og hemmelighedsfuld paa samme
tid altsaa; uklar ifølge sin natur, thi i dybet af kvindens
væsen bor, født af fjerne tiders trældom, et instinkt, der
raader hende til at reservere sig nogle dunkle skjulesteder. «Alle
kvinder er hemmelighedsfulde og ikke fri for forstillelse.
Maggy hadde no’n skuffer, hvor hun barnagtig stængte ned
lidt af sit liv. . . . Hun har vist bestandig levet mere i sig
selv end jeg, men hun ved ikke af, at hun lever dette sit rige
og fyldige liv helt ned til sit væsens rødder. Der kan
komme over hende en stilhed, hvorunder hun kanske sier mig
ting jeg ikke forstaar. Og naar hun saa bryder den stilhed,
taler hun vildsomme ord; dem forstaar jeg, men de forklarer
mig intet. Og da taler hun, som om der var noget hun netop
hadde sagt mig. Og længst borte fra mig er hun, naar det
synes, som hun har sagt mig alt.» Hendes øine er skjønnest,
naar hun tier, da bærer de et slumrende lys, et lys fra neden
som i en dam. «Hun aabner munden som for at si mig
noget: Hør, vennen min . . , du vilde bli svært forundret,
om jeg sa dig — —. Og saa ler hun; hun vidste vel ikke
selv rigtig, hvad det var, hun vilde si . . . Og dog,
sjælen stiger vel ikke for ingenting op til læberne: noget hadde
hun at si mig. Det var den store strømning, som tog hende
i det øieblik, det dybe liv i racerne, i alle de skabninger,
hvis sidste udløber hun er. Men om hun ei naaede til at
udtrykke dette livets hellige ord, skulde jeg vel derfor tvile
paa, at det var hos hende?»
Som man ser, en tiltalende gjengivelse af det mystiske
i den kvindelige natur, selv om nu ikke alle kvinder er saa,
som cle her skildres. Noget af det kjender vi jo desuden
igjen andensteds fra hos naturalister og psykologer, navnlig
alt dette om arvelighed, race, atavisme, som han ogsaa paa
18 - Samtiden. 1901.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
