Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Belgisk literatur. Lemonnier. Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
E. Løselh. Belgisk literatur.
mindre vag, holder sig helt ud, og det gjør den som regel.
Forresten forstaaes cle dog saa nogenlunde, og allerede
forsaavidt danner de en behagelig modsætning til mængden af
dem, andre har præsteret, I det hele, som antydet,
Verhaeren skyr clen maniererthed, clen søgte dunkelhed, clen
vanvittige jagen efter abracadabrerende sujetter og
sprogkunst-lerier, som skjæmmer mere end ét af cle saakaldte dekadente
produkter, der ofte nok simpelthen er beregnede paa ikke at
forstaaes.
La Pluie tolker meel meget held paa en halvt
humoristisk maade det haabløst lange og uendelige ved dryppende
graat siregn ud over land og stael:
Langt som endeløs traad linierer med sine lange graa traade det
lange regn uophørlig gjennem den graa dag de grønne ruder, uendeligen,
regnet, det lange regn, regnet.
Gjentagelser — af ord, vers, sætninger — udgjør som
bekjent et af de kraftigste vaaben i denne art poesi.
En dyster og trist sang dirrer gjennem Les P.écheurs,
fiskerne, som arbeider i nattens mulm og tykke rygende taage,
ensomme ved den ensomme elv: «den fugtige høstmidnat
græder i deres monotone sjæl»1. De synes at symbolisere
menneskenes irren om i verdensmørket, medens de arbeider
side om side uden at se eller trøste hverandre, arbeider til
sin egen ødelæggelse. Tegningen ligner meget
Maeter-lincks i: «De blinde.»
I næste digt ror en færgemand af al sin livsens kraft
og med et grønt siv mellem tænderne op mod strømmen for
at naa frem til en kvindestemme, som praier ham. Han ror
og ror, og kirketaarnene og husene stirrer paa ham med
sine store røde øine. Roret og en aare knækker, han tar
fortvilet i med den anden, til ogsaa den knækker, og med
uforrettet sag befinder han sig atter paa det sted, han stødte ud
fra. Men det grønne siv holder han fremdeles standhaftig
mellem tænderne.
Endel af disse stykker vækker erindringen om
romantikens manér. Saaledes «Graveren». Og især L’Aventurier,
som, originalt trods slægtsligheden med romantiken og
Baudelaire, løftes af en eiendommelig skjærende kraft og kunst:
Den blonde farende svend tar sin døde elskerinde ucl af
1 «Det græder i mit hjerte, som det regner paa byen» (Verlaine).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
