Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Belgisk literatur. Lemonnier. Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
E. Løselh. Belgisk literatur.
inderlighed minder om de blide og ømme kjærlighedssange
hos Sully Prudhomme.
Gjennem flere af disse poemer stormer en natlig og
dumpttonende poesi med drastiske ord og vendinger og skjønne
sonore klange. Men no’n er for tunge og langtspundne, andre
temmelig ubetydelige.
Som Verlaine og saa mange symbolister har Verhaeren
et lydhørt øre for folkedigtning. Meget hos dem nærmer sig
til eller gaar over i folkevisens toner. Deraf de
refrængag-tige gjentagelser. «Mod de dunkle kaier lyser endnu bølger
som brustne øine, som brustne øine lyser endnu bølger.»
Saadant kan tjene til at illustrere Brandes’s ord: «denne
lyriker vugger sig i gamle melodier».
Celui du rien er, tildels ialfald, en studie efter
Baudelaire. Forfatteren lægger an paa at være kras, ekkel og brutal
i skildring og udtryk, men der bryder sig og frem en
understrøm af mørk ironi beslægtet med den, som slaar os imøde
fra Leconte de Lisle’s storpessimistiske «Ravnen».
Hovedstemningen holder sig godt: den kolde rædsel, den
knugende fortvilelse, som ruger over de fordømtes af alt haab
forladte ødemarker, et Dantes helvede i naturalistisk
belysning. Som en kontrasterende pendant til dette dæmoniske
kommer siden Saint-Georges, symbol paa lyset og
haabet: dér skinner solen og aander luften i glans og friskhed.
Et iøinefaldende træk er modtageligheden for
farveindtryk og den gave af deres nuancer at udvinde lysende og
varme sammensætninger, en høibaaren impressionisme. Det
parnassianske princip om plastisk reproduktion af den ydre
verdens skjønhed anvendes her i symbolismens tjeneste;
Heredia kunde vedkjende sig Le Jardin, om han var
symbolist. Selvfølgelig anbringes ogsaa den specifikt
symbolistiske farveteknik i kombinationer som: de hvide sjæle,
den hvide godhed, den blaa tilgivelse.
Tredje gruppe er fra 1892—7 og heder Les Vignes de
ma muraille (Rankerne paa min væg). Mange af dem er
smukke. Det bitre og sørgmodige spiller atter ind med. Vi
faar delvis igjen harmonierne og disharmonierne fra før, men
uden at det virker trættende. I en af disse Ranker sysler
han, paa en maade, der bringer os til at tænke paa
Baudelaire og S h e 11 e y’s Sensitive Plant, med de røde giftige
.blomster hvis høstlige blade af vinden veires ud over dam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
