Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E. Løseth: Belgisk literatur. Lemonnier. Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Belgisk literatur-.
281
men og ligner «store stykker af knuste hjerter . . . Naar
aftensolen som et rødt skrig er gaaet tilgrunde, kvalt i det
krusede vand, kommer de mørke og besværlige blomster
atter tilsyne i maanens skin, taareklaser og blodbuketter, som
speiler sig og sønderrives i den hvide dams bleghed».
I denne digtning som i romantikens og Verlaines indtar
maanen en fremspringende plads; den hjælper til at skabe
-charme:
Med dens straaler i fjorden leger havfruen og hendes to blaa
hænder, naar den som fra en kurv af guld falder ned paa bunden af vandet
og spreder sig udover i glitrende kredse; den og hele den store
guldhimmel falder og ruller ned mod sin død, ned paa bunden af det dybe,
blaa vand, hvis dronning er feen med de to blaa hænder. Dens guld blander
hun med sit haars guld og holder det fast paa sit svulmende bryst. I de
bratte violette gjenskinsbrydninger hviler hun halvt bevidstløs af fryd.
Saa kaster hun det guld i sandet, smudser det til i dyndet, og ned paa
.tang-sengen trækker hun det til sig, leende mellem blyhvide blomster og
nikkende skygger og maneter.
Og i denne høstskisse:
Marmorfarvede skyer flyver over den forstyrrede himmel. Naa,
■maane, vogt dig nu! Rummet brøler og rives isønder; under barken
gjennem revnerne høres træerne græde og le. Naa, maane, vogt dig nu!
Snart falder dit hvide krystalansigt ned i dammen, dødt, knust mod
smaa-bølgernes kanter. Yinden holder bryllup med høsten. Naa, maane, vogt
dig nu! Vinden, den tunge kavaler liar drukket sig paa en snur iaften
•og kurtiserer paa alle hjørner den røde og voldsomme høst. Naa, maane,
vogt dig nu! Dit lielligejomfruvæsen, dine stjerner og kjerter har intet
.at gjøre ved en slig fest, hvor høsten og vinden mister besindelsen.
En rar, diset, graa stemning leirer sig over Ranken «fra
•øen». Den har tat op lidt af den maeterlinckske aandpustne
forskræmthed og stilfærdige uro. Men der lyser samtidig
•en egen skjønhed over disse kvindefigurer, som spinder i
■tusmørket paa de rolige fjordes ø, gjør istand «det gamle
.haabs slidte tøi», broderer opal og safir paa det lette stof,
«som angeren hæver op mod Gud» og forfærdiger en
uigjen-nemtrængelig klædning, der omslutter den menneskelige
«elendighed:
Jeg har seilel rundt øen i lange tider, henimod én af dem, som altid
dvæler længere end de andre og spinder uden at se til siden. Men
uagtet jeg hader og afskyr menneskenes brutale higen og tragten, saa er jeg
dog endnu for overlegen. For megen glæde taler ud af mine ord, og jeg
har for mange blomster i mine tanker. Jeg har for meget faret om paa
banede veie i lyse lande og viltre egne. Mit flyvende hovmod trænger
mere skygge over guldet, som blinker fra dets tvende vinger, og mine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
