Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Gustave Flauberts romantiske digtning.
303
historien, fornemmelig antiken, i de antike skjønhedsidealer.
Faust er af Goethes egen aand, han er Goethe selv.
Saint Antoine, munken i ørkenen, er helt passiv, hans
maal er at afdø fra verden, at bli alene med sin Gud. Til
gjengjæld indfinder verdens magter sig hos ham. Alle de
menneskelige kræfter bor endnu i det stakkars udpinte
legeme, viljen til kvinder, viljen til magt, viljen til viden.
Og især den sidste — den fristelse at søge, forske, tænke —
er haard og langvarig. Antonius1 sjæl blir som et speil,
der gjengir en lang række billeder. Billeder, som viser,
hvordan mennesket fra historiens begyndelse har prøvet at
orientere sig ligeoverfor det store ukjendte, danne sig en
forestilling om den hemmelighedsfulde magt, der rører sig
bag tingene, styrer tingene. Der oprulles et panorama af
gudeverdener — det er de menneskelige ideer, de
menneskelige religioner, der har taget ydre skikkelse. Mennesket har
behov for billeder, det har altid maattet fatte gjennem
billeder.
I overensstemmelse hermed fremstiller Flaubert
religionernes historie i malerier. Han lader eneboeren Antonius i
en febernat gjennemløbe den hele række af oltidsreligioner.
Guder og religionsstiftere glider forbi hans øie i farverige
syner, han hører deres røst, de aflægger sin bekjendelse, cle
røber sin svaghed, de afløser hinanden, den ene efter den
anden gjør de spranget ud i afgrunden — deres tid er forbi,
ingen af dem har naaet den sidste sandhed.
«Saint Antoine» er et digt om menneskets afmagt, om
Faust, som har søgt og aldrig fundet, om Faust, der har
dyrket Isis, Jupiter, Buddha, Jehovah — Faust som ægypter,
romer, kineser, jøde — historiens hvileløse Faust. Flaubert
har ladet ham af’speile sig i den syge askets feberfantasier.
Han har arrangeret et forunderligt optog, et farverigt,
larmende optog fra alle lande — mennesket, der stævner mod
udødeligheden, tungt belæsset med alle jorderigs byrder,
jordiske lidenskaber og lyster, skabende sig guder i sit
billede, guder, som det frygter og tilbeder, og siden haaner og
slaar ihjel — —.
Et digt om menneskets afmagt. Hvad Flaubert især har
villet, er ikke at forstaa og forklare de enkelte religioner,
deres skjønhed og deres svaghed — ikke kritisk at følge
menneskeaandens udvikling. Han har med ubarmhjertig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
