Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304
Hjalmar Christensen.
konsekvens villet en ting: vise os menneskets afmagt, stille
den menneskelige forfængelighed i den rette belysning, lade
os føie afstanden til den sidste visdom, den som aldrig kan
naaes. Han har i store malende træk fortalt om det lille
begrænsede endelige væsen, der i sit latterlige hovmod
sætter en stige op mod himmelen og hilser gemytlig paa
Gudfader. Han har vist, hvordan dette væsen til enhver tid
bestemmes af sit kjød, sin endelighed. Han har git en
kjødets komedie — kjødet, der vilde være aand. Men denne
komedie har dog en tragisk grundfølelse: den smertelige
følelse af, hvor kort de naar, selv de største og bedste iblandt
os. Der er haan, og der er sorg i Flauberts digt — haan
mod det opblæste, egenretfærdige hos mennesket, en haanlig
glæde ved at vise frem en liden dumstolt fanatiker, som har
forpagtet sandheden, og som korsfæster alle, der fortolker
bibelsproget anderledes end han — sorg over det stores
svaghed, det skjønnes forgjængelighed, livets intethed.
«Saint Antoine» er i sit anlæg et af de mest storslagne
verker, jeg kjender. Men de forfattere, der med større eller
mindre held har forsøgt at gi en kritisk udlægning af digtet,
synes at være enige om, at den mægtige bygning er blit for
overlæsset, for tung og for mangfoldig. Verkets lærdom —
den endeløse defileren af sære skikkelser, alle disse sekter,
hvis forryktheder Flaubert har studeret med saamegen omhu —
forvirrer det kunstneriske billede, gjør indtrykket broget og
uklart — stiller fremfor alt urimelige fordringer til læserens
viden og tænkekraft. «Saint Antoine» har hele et filosofisk
verks tyngde uden at ha dets stringens. Og dog er det en
bog, som det lønner sig at arbeide sig igjennem, saa stor en
rigdom gjemmer den, saa pragtfulde enkeltheder.
«Saint Antoines» rigdom beror dog kun delvis paa dets
tankedybde.
Naar Flaubert har valgt at følge sin Faust gjennem
historien — igjennem forestillinger, religioner, kulturer, som
blomstrer og dør —, saa er det ikke mindst, fordi denne
plan byder hans koloristiske evne en glimrende opgave. En
opgave som den, der møder ham i «Saint Antoine»,
tilfredsstiller først hans temperament, hans ironiske livssyn, hans
sans for det groteske — dernæst hans forskertrang, hans
begjær efter lærdom, — men fremfor alt hans store
koloristiske begavelse. Her breder sig jo et rigt felt for en ordets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
