Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
Hjalmar Christensen.
mellem legemet, som tilhørte djævelen og følgelig skulde
gjøre hans gjerninger, og aanden, som tilhørte Gud. Alle
disse lærdomme af blandet oprindelse, al denne mystik og
spekulation, hysteri og galskab, gaar over Antonius’ hoved
som i en storm. Og ud af det hele lyser ét spørgsmaal:
hvad er nu rigtigt af alt dette — alle disse mennesker har
fundet sandheden, — og alle har de støtte i skriften —?
Antonius ser for sig bekjendte kristne kvinder, fornemme
romerinder, der har søgt frelsen. De er opvoksede i al tidens
luksus og raffinement, — hvad er det, som har ført dem til
kristendommen? Priscilla fortæller: «Det var efter badet,
jeg laa og slumrede, mens det larmede ude paa gaderne.
Pludselig hører jeg raab. Man skreg: «Det er en troldmand,
det er djævelen!» Og mængden stansede udenfor min bolig,
ligeoverfor Æskulaps tempel. Jeg hævede mig op med
hænderne, saa jeg kunde se ud.
Foran templets søilerække var der en mand, som bar
jern om halsen. Han tog kul af et bækken og tilføiede sig
dybe brandsaar paa brystet, idet han kaldte: «Jesus, Jesus!»
Folket sagde: «Dette er ikke tilladt, lad os stene ham.»
Men han blev ved. Det var noget ukjendt, betagende —»
Manden var Montanus, en eunuk. Og Priscilla følger
ham. Hvad er sjælen i denne slags kristendom? Antonius
iagttager Priscilla med interesse.
Han ser en anden kvinde, Maximilla, ogsaa hun elsker
Montanus. Paa en reise i Parsos er der en mand, som har
vovet at stanse hendes vogn og overøse hende og hendes
følge med fornærmelser, at bebreide hende det forfængelige
og besmittede liv, hun fører. «Hans voldsomhed bragte mig
til at skjælve i mit inderste; og dog var det, som om en stor
nydelse vuggede mig, berusede mig.»
Priscilla svarer Antonius, der undrer sig over denne
eunuks magt: «Hvor du tænker grovt, hvor du forstaar
lidet. Sjælen kan føie en vanvittig glæde, som legemet aldrig
har.» Og hun taler om de kvinder, der stod frelseren nær
— ogsaa deres kjærlighed var af samme art. Og i sin
religiøse rus kalder hun sig selv den sidste profetinde.
Den anden kvinde, Maximilla, rosér sig af, at Montanus
har overvældet hende med sine gaver. Ingen har elsket ham
saa høit som hun, men han har heller ikke elsket nogen
saa høit som hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
