Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af Gustave Flauberts romantiske digtning - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Gustave Flauberts romantiske digtning.
315
Dette taaler ikke Priscilla. Den kvindelige forfængelighed
gjør sig brutalt gjældende hos den sidste profetinde. Og cle
to kvinder begynder at slaas.
Atter det sørgmodig groteske. Atter et billede af
menneskets afmagt. Vi ser en kvinde, der befinder sig i en høi
sjælelig rus, en kvinde, der føler en overnaturlig lyst, en
kjærlighed, som aldrig vil kunne tilfredsstilles, — der dukker
op en anden kvinde — det er en konkurrent. Og pludselig er
scenen forandret: det lille dyriske menneske bryder frem i
dem begge. Profetinderne slaas om eunuken.
— Alle de lidenskabelige, exalterede røster, alle disse
røster, der skriger ud hver sin tro, den ene saliggjørende
tro, samler sig nu og da til en eneste stor symfoni af
disharmonier, et eneste stort aandens delirium. Men nu og
da stiller Hilarion ogsaa Antonius, der nu er blit hans
discipel, ligeoverfor en enkelt, f. eks. den store undergjører og
filosof Apollonius af Tyrus, og lader ham veie dennes ganske
dybsindige lærdomme mod dem, han tidligere har troet paa.
Resultatet af det hele er uvished, en stor tvil.
Og saa en stor nysgjerrighed. Antonius er blit grebet
af begjærlighed efter at se mere, høre mere, vicle mere, han
gir helt efter for den sidste afgjørende fristelse.
Nu begynder landenes guder at defilere forbi ham.
«Han ser først, at der glider forbi langs jorden blade,
stene, muslinger, dyrebilleder i vage omrids, etslags plumpe,
vattersottige dverge; det er guder.» Antonius ler.
Da ler det bag ham. Det er Hilarion. Han er nu vokset
endnu mere, han virker stor, kolossal.
Saa drager der videre forbi alle nationers og landes
afgudsbilleder, i træ, i metal, i granit, i fjære, i skind.
Antonius og Hilarion morer sig umaadelig. De storler,
de holder hænderne i siden.
Saa kommer der et gudebillede med faareprofil. Men
eftersom billederne antager en mere og mere menneskelig
skikkelse, irriterer de Antonius. Han slaar til dem, sparker
efter dem, de oprører ham.
Billederne blir mere og mere forfærdelige — «med høie
hjelmbuske, med store, kuglerunde øine, med arme, derender
i klør, med haifiskekjæver».
Og foran disse guder slagter man mennesker — — «en
af dem, helt af kobber, og med tyrehorn, sluger børn».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
