Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: En aften hos fru Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
John Paulsen.
hans egenkjærlighed som mand at vide sig elsket. . . Han
likte at gjøre erobringer, og han forfulgte dem paa sin vis.
Naar han uventet mødte hende i et selskab, kunde han
springe imod hende med udstrakte hænder og det glade
udraab: «Nei, er det Dem, Camilla?» som om han vilde sige:
«Endelig et menneske, som man kan tale med!»
Engang, da hun efter et af sine sædvanlige besøg i
Kristiania, skulde vende tilbage til Eidsvold, udbrød han i sidste
øieblik: «Nei, De maa ikke reise, Camilla! Hvordan skal
jeg holde det ud uden Dem?»
Og hun forandrede sin beslutning og blev endnu nogle
dage i hovedstaden, endskjønt hun vidste, at man ventede
hende hjemme, og at hun udsatte sig for den strenge faders
vrede.1
Havde hun ikke aarsag til at lægge en hel erklæring i
hans tale? De spadserte nu undertiden sammen. . . Ved
foden af det gamle Ekeberg var det, at de mødtes. . . Den
danskfødte hr. Herre (Bernhard Herres fader), i hvis litterært
dannede, gjæstfrie hjem baade Welhaven og Camilla
Wergeland kom, boede nok der i nærheden.
Med uendelig tungt hjerte maatte hun omsider tage
hjem til clen ensomme præstegaard. Ordet — det lille, store
ord — der binder to hjerter sammen for hele livet, var ikke
blevet udtalt.
Og da hun flygtede for ham til Paris, sendte han digte
efter hende.2 Han pirrede ved saaret, uden at ville læge det.
Havde ikke den unge Camilla Wergeland grund til at
føle sig usikker, i denne svævende sindstilstand mellem
«himmelhoch jauchzend — zum tode betrübt?» Haabet,
eier vilde dø, blussede ved hans uforklarlige adfærd, altid
op paany."
De fandt hinanden i «forsteningen» derinde i Kristiania,
disse to sjeldne væsener, begge unge, smukke og begavede,
begge fordømte til at leve i den smaaby, som af navn var
hovedstad, men med hele provinsens styghed og aandelige
armod.
Hvor maatte de ikke være lykkelige ved den forstaaelse,
som udfoldede sig mellem dem, lykkelige som to
kultur-mennesker, der træffer hinanden paa en øde og barbarisk ø. . .
1 Meddelt mig af Welhavens søster, fru professorinde Sars.
2 Samme kilde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
