Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: En aften hos fru Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En aften hos fru Collett.
345
Men kjærlighed har det ikke været fra hans side. Trods
al beundring og selskabelig opmærksomhed, som hun med
rette lagde en dybere betydning i, trods digte og stævnemøder
har han aldrig gjort hende dette simple spørsmaal, som vilde
hugget knuden over: «Vil De være min hustru, Camilla?»1
Hun skulde nøies med at være hans — muse, den, der
inspirerte ham. Ikke mere! En saare platonisk afspisning
for et varmt, lidenskabelig elskende kvindehjerte.
Man kan vistnok, uden at gjøre den afdøde forfatterinde
uret, betragte flere af bekjendelserne i «Margrethes dagbog»
som helt personlige, skrevne ud af hendes egen mishandlede,
bittert skuffede sjæl. Tag f. eks. denne:
«Hvor kan en mand vedholdende og koldblodigt krænke
en kvinde, af hvem han ved sig elsket! Og dog ser vi endog
hos os mænd forsøge sig i dette aandelige forførerfag og
misbruge den magt, tilfældet engang indrømmede dem over
en stakkers skabning, ved systematisk at forfølge og saare
den. — De maa jo huske, at enden, den ubønhørlige ende
paa al slig bravour her i vort lille samfund er en prosaisk
husfader, og det eneste, det høieste, der er at haabe og vinde,
er en skikkelig, trofast hustru —»
Følgende afsnit har jeg aldrig kunnet læse uden at tænke
paa Welhaven — hvis karakter sandelig var «dæmonisk»
nok — og hans forhold til Camilla Wergeland.
«Der blev forleden talt om en ung pige, der i flere aar
havde været under en saadan behandling. Hendes ungdom
var visnet hen under den. Hun havde elsket og været elsket
af et menneske af en dæmonisk karakter og havde i dette
forhold gjennemgaaet al den priviligerede mishandling, alle
arter og grader af den hemmelige tortur, hvorved alverden
alene er tilstede, for ligesom den bestaltede læge at tælle
pulsslagene og mærke, hvorvidt man kan gaa. .. Disse arter,
I kjender dem, I, som kjender dem ! Denne trang til at se
os lide, denne forfølgen, saalænge vi fly, dette isnende «Hvad
nu?», naar vi sky og overvældede stanse, denne utrættelighed
i at ægge vor svaghed — lokkende tale og kolde miner,
dunkle ord og brændende blikke! — Disse straffe, naar vi
1 Efterat dette var nedskrevet, er der i «Samtiden» offentliggjort en
brevveksling mellem Welhaven og Camilla Wergeland, hvoraf jeg ser,
at min opfatning er den rigtige. Han kalder hende i et af brevene «min
kjære søster».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
