Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - John Paulsen: En aften hos fru Collett
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346
John Paulsen.
er svage, straffe, naar vi viser styrke. Dette raseri, naar vi
ville løsrive os, denne jalousi uden ømhed.»
Og saa tilslut disse bekjendelser, saa selvoprivende, saa
lidenskabeligt bevægede. Man ser ligesom en febersyg haand,
der uafladelig rører ved saaret, saa at det ikke faar ro til at
lukke sig. . .
«Der er dryppet i mit øre engang — hvorledes, af
hvem ved jeg ikke —, at grunden til, at der ikke blev nogen
forbindelse mellem os, skulde være hans store frygt for at
drage en kjærlighed som vor ned i et norsk borgerlig husligt
livs armod. Skulde han gifte sig, da maatte det være med
en rig kone. Nei, jeg hører hulheden klinge i denne frase,
hvori mange maaske vilde søgt trøst; nei, nei, jeg ved det
bedre. Der var ingen anden fattigdom, der skilte os ad end
den, han huser i sit eget hjerte. Jeg var rig, rig nok for os begge.
O Gud, du ved, at jeg har kjæmpet med naget og
bitterheden. Hjælp mig til at seire i denne strid! Du ved, der
har været timer, hvor jeg syntes, at denne himmel ikke
kunde rumme to som os, og dog maa denne elendige bv
indeslutte os begge.
Nei, jeg kan ikke slippe troen paa ham. Tusen gange
fordømmer jeg ham, men saa kommer dog en stemme, som
siger, at hans haardhed kun var ungdommens overmod,
raahed, denne vor nationale arvepart.
Igaar gik han forbi, men stansed, opholdt af en bekjendt,
udenfor det vindue, hvor jeg sad. Jeg havde ikke paa lang
tid seet ham saa nær, og jeg iagttog ham bag gardinet med
den bævende, halv nysgjerrige angst, hvormed man betragter
et fældet rovdyr, der engang satte os i skræk. Han var
ældet, denne stolte og udfordrende holdning var bøiet, og
den eleganse, der udmærkede hans person, var forsvunden.
Han talte livligt, men vinden bar lyden bort, dog troede jeg
at høre clen stemme. . . Da saa han op — himmelske
barmhjertighed, var det vanvid, der i det samme berørte mig?
Dette blik gik mig som fordum gjennem sjælen, det drog
mig med usynlige arme ned mod ham, jeg kunde opløst
mig i vemod og sorg ved hans fødder. . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
