Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. G.: Francesco Crispi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Francesco Crispi.
373
Det franske diplomati mødte ham paa alle kanter. Grænsen ved
Alperne var en eneste ulvegrav — Middelhavets kyster en uafbrudt
række svælg som Scylla og Charybdis. Frankrig maatte uophørlig
være paa vagt. Overalt fandtes blot fodangler og baghold. Denne
førsteminister havde en «bravo’s» opfindsomhed, og med fuld
grund. Han blev kompromitterende for sin store medskyldige,
og da Bismarck var forsvundet, blev han nødt til at søge uclvei
for sin slormandsgalskab andetsteds. Han troede at have fundet
den i Afrika. Enden blev sørgelig — han styrtede sammen under
nederlaget. Flugten ved Adua befriede Italien og Europa for
Crispi.
Den stakkels skikkelige Cavalotti fik ikke den glæde at op
leve dette fald — han, som en dag paa Monte-Citorio havde
angrebet ham med det svidende ord: «Maatte de urolige
samvittigheder bøie sig for de rolige.» Han havde havt et øiebliks haab.
Under Crispi’s styre var Giolitti, som midlertidig afløste
megalomanen, der endnu var førsteminister, en god dag kommet op i
deputeretkammeret med en svær bundt aktstykker. Det dreiede
sig om Banca Romana’s skandaler — den var ramlet overende
med en deficit af 23 millioner. Ingen kunde sige, hvor disse
23 millioner var blevet af. Giolitti foregav, at han delvis havde
opdaget hemmeligheden. Hans pakke indeholdt smaa interessante
og forbløffende papirer — det var veksler, underskrevne af
Francesco Crispi og af donna Lina Crispi, hans lovlige hustru.
Vekslerne var trukne paa Banca Romana og glemt i dens skuffer af
alle parter.
Skandalen blev neddysset, Italien vilde ikke have sin
Panamasag. Man foregav, at kongens mellemkomst ikke var uden del
i denne beskyttende operation. Umberto troede paa sin «store
ministers» geni — det har man tydelig seet, da det i mars 1896,
efter general Baratieris nederlag ved Adua, dreiede sig om at blive
manden kvit. Kongen vilde ikke høre nogen ting. Folkekravets
enstemmighed maatte til for at lade ham forstaa, at det var et
risikabelt spil at associere sig med sin «fætter», ridderen af
Annunziata, Francesco Crispi. Og ovenikjøbet maatte marquis
Rudini for at tage ledelsen bekvemme sig til at gaa ind
bagdøren, efter general Ricotti.
Vi har nu seet, hvad manden er. Lad os se paa hans verk!
Det er absolut nul, det er helt og holdent nedrivende. Hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
