Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ågot Ræder: Henrik Ibsen og kvindesagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen og kvindesagen.
463
blandes i kaotisk forvirring, der breder sig i større og større
ringe, til alt er bevægelse og uro, formløst kav og brudte
linjer, — indtil atter stilhed indtræder og breder sig
indenfra udad med ny klarnen, saa atter himlens blaa og skyens
bløde former tro kan gjengives, — mens endnu yderst ude de
sidste bølgeringe larmer mod stranden.
Enhver vil erindre virkningen af disse dramaer; den
gik som stormbyger over Norden med skumstriber efter sig
af angreb og forsvar. De samme ideer blev grebne af vore
øvrige digtere og forfattere. Bjørnson gav «En hanske» og
«Det flager», Jonas Lie «Familien paa Gilje» «Kommandørens
døtre», interiører fra en ældre tid i de nye ideers tjeneste
— Garborg, Kielland, Gunnar Heiberg, hos dem alle en tid
det samme hovedtema: mændenes usselhed, selviskhed,
moralske nedværdigelse, kvindernes renhed og styrke
overfor godhedens, moralens, retfærdighedens krav.
Men, mens stemningen om ham gik i høie bølger,
fortsatte mesteren sin vei, fulgte traaden, der laa i hans haand
og ledede ham som gjennem nat og mørke ad det endnu
dulgtes veie.
«Et dukkehjem» og «Gjengangere» føltes hvert paa sit
vis afsluttende. Nora slog hjemmets port ilaas efter sig; vi
forlod hende i dette fremmede, kolde «udenom», hun
aldrig havde kjendt, elsket eller forstaaet, som hun i sin store
uvidenhed og begrænsning havde forbrudt sig imod, — hvis
ufattelige love hun havde traadt under fod. Vi forlod fru
Alving, moderen af det misbrugte hjem, siddende med
tilhyllet aasyn paa dets ruiner, vogtende sine døde og
henraadnende.
Det gamle maatte være afsluttet, dagens tid inde; og
hun kom, dagens type, med «En folkefiende», og digteren
havde givet hende navnet Petra, thi «hun tik af kampen noget
skarpt og taust» (Bj. Bj.). Ikke Nora længere, ikke hun med
de mange navne, lærkefuglen, ekornet, den deilige Capri-pige,
som i vild dans dølger det skjælvende hjertes slag, — kun
ret og slet Petra, arbeidskvinden, kvinden ude i dette nye,
fremmede, mandens konkurrent og ligestillede, arbeidsmyren,
der river af sig vingerne for at grave sig ned i tuen.
Lærkefuglens opgave i livet var at være deilig og lade
sig bære paa hænder, — uden frihed og uden ansvar; Petra
er bogstavelig familiens støtte; hun er, hvad en kunde ventet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
