Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ågot Ræder: Henrik Ibsen og kvindesagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
Ågot Hæder.
og tog op de smaa tings virke; som frøken Bernick trøstende
og støttende, i stilhed lægende, «thi mændene river mangt og
meget isønder omkring sig for at komme til lykken», eller
som fru Bernick, overseede, kuede, men med taalmod
ventende, rede til, naar timen kom, i sin naturs enfold og
urørthed at træde til og bære nye, svære moralske krav.
Her møder man ogsaa for første gang den siden
vel-kjendte type, Lona Hessel, emancipationens repræsentant,
den ugifte, frigjorte kvinde, kritiken over det bestaaende, en
salt, besk havstrøm lig, som skyller ind i bugtens brakvand
med frisk sjøluft ude fra store samfund og lufter op i
atmosfæren derhjemme med den moralske smitte smygende
mellem sindene.
Dramaets hovedtanke samler sig tilslut i konsul Bernicks
ord: «Det er I kvinder, som er samfundets støtter», hvortil
Lona Hessel føier sit profetiske «der lærte du en skrøbelig
visdom, svoger; nei, sandhedens og frihedens aand, det er
samfundets støtter».
Og nedrivningsarbeidet overfor de gamle hjem fuldbyrdes.
Blottet blir i «Et dukkehjem» mandsegoismen, som havde
bredt sig derinde, lig et afgudsbillede, vædet af
kvindegenerationers taarer og møie, nu i sit fald fuldt af orme og
usundt kryb, som havde levet høit paa ofrene.
Blottet blir i «Gjengangere» mandens misbrug af sin
generative evne og forgiften af slegtens rod.
Mellem mand og kvinde udfolder sig det opgjør, tiden
krævede:
«Nora: Hvad regner du da for mine helligste pligter?
Helmer: Dine pligter mod mand og barn.
Nora: Jeg har andre ligesaa hellige pligter, pligterne
mod mig selv.
Helmer: Du er først og fremst hustru og mor.
Nora: Det tror jeg ikke længer paa. Jeg tror, at jeg
først og fremst er* menneske, jeg som du, eller ialfald at jeg
skal forsøge paa at blive et . . . jeg maa se at komme efter,
hvem der har ret, samfundet eller jeg.»
Og dette ræsonnement førtes jo ikke alene paa papiret;
det førtes i hjem og udenfor hjem omkring os.
Personlighedskravet blev i denne sin første, uformidlede
form, for en generations kvinder som en vældig sten kastet
mod det stillestaaende vands flade; dets billeder brydes og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
