Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ågot Ræder: Henrik Ibsen og kvindesagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen og kvindesagen.
467
Hilde («Bygmester Solness») og ser byttet derovenfra og slaar
ned for at føre det bort med sig.
Men, underlig nok, saa let som tænkt og villet var det
ikke; for, da hun naaede ned, saa hun sig omgivet af
menneskeliv; der laa alligevel ikke noget bytte færdigt til at
tages; der laa et indfiltret væv af skjæbner, som hagede i
hverandre, et floket urede af liv, man ikke kunde rive i, uden
at det gjorde ondt, noget blødte ved det. Det var, som der
skulde noget andet til end dette enkle, ligetil, at rives, slides
og drage afgaarde med byttet. Se, det havde den unge Hilde
ikke ventet; det magtstjal hende; talte til noget i hende, der
gjorde hende fremmed for sig selv og bøiede den hvast
rettede vilje. — Det var kvinden i hende, som første gang talte
sit sagte sprog, — tilsyneladende magtstjælende, fordi den
fordrede en styrke af anden art. Hvad var det, som
krævedes af hende? — ikke tage, — men give, — ikke
selvhævdelse, men selvhengivelse. — Men det vil hun ikke, mod
dette reiser hun sig i harme, sorg og trods. Med stigende
vildhed driver hun sin bygmester tilveirs og jubler i hans
store fald: «Min, min bygmester!»
Saadan var hun fremtraadt i Ibsens digtning «den
deilige Hilde», ungdommens repræsentant, førstegrøden af det
nye, opdraget til at søge sit eget, jeg’ets ret uden afprutning.
I Hilde staar denne nye vekst i halvudsprungen knop, den
yndigste af alle overgange, i dugfrisk, straalende ungdom;
en elsker hende, som vi altid elsker det unge med de mange
løfter; — elsker det, tiltrods for hensynsløsheden, naar vi
ser, det endnu er helt og uberørt, endda ikke har afvist livets
lære, ikke hærdet sig mod de magter, der vil rense og
forædle det rige raastof.
Men udviklingen staar ikke stille; den medfører
ubønhørlig valg i modstand mod erfaringens lære — eller
hengivenhed, lydighed under livets lov.
Dyrk vedvarende personlighedstanken i den umiddelbare
form, hvori den af en kvindegeneration oprindelig opfattedes,
— dyrk den egoismens spire, den indebærer; lad kvinder
ryste af sig medfølelsens, hensynets, moderfølelsens krav
som personlighedens hæmmende baand, og vi finder igjen
den 17-aarige Hilde, blomsten i knop, som den 30-aarige
Rita («Lille Eyolf») fuldtudsprungen rose med ormen gnavende
i sit inderste, — moderen med livsopgaven, barnet, den for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
