Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ågot Ræder: Henrik Ibsen og kvindesagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
Ågot Ræder
krøblede lille Eyolf ved siden som sin skygge, — i al sin
trang til livets fortærende deilighed plaget, naget af den lille
krykkes humpende lyd.
Naar livets «fortærende deilige» stunder fører til
sleg-tens forkrøbling, da er det tid at stanse og se tilbage, — og
se frem. — Og selv om barnet, følgen, i det ydre tages bort:
«krykken flyder, — krykken flyder» — og sindet faar ikke
hvile, før der tages op en bodsgang for livet.
Ringen bøier sig mod sin afslutning, — kredsløbet
fuldkomnes. Vor tids kvindeudvikling med digterens gjengivelse
af den var oprindelig rettet udad; — mer og mer tvinges
den indad, og selverkjendelse er kravet, der stilles.
Oprindelig var det kvinden, som holdt dom over manden
og hans gjerninger og alt hans væsen; men mer og mer blev
det kvinden, som maatte gribe i egen barm og uddrage
skjæ-ven af eget øie.
Tiden bragte os kvinder den nye frihed, — det er
forbeholdt os selv at naa erkjendelsen af eget ansvar. Frihed
under ansvar og selverkjendelse er summen af vor tids
kvindeudvikling, — det er ogsaa summen af Henrik Ibsens
gjengiven af den.
Men en følge af denne selverkjendelse blir, at
modsætningsforholdet mellem mand og kvinde i sin oprindelige form
ophæves, at begge parter atter kan række hinanden
haanden — om ikke i den fulde forstaaelse, saa dog i fælles
erkjendelse af, at begge har feilet, hver ud af sin særegne
form for egoisme, — at begge er hinandens lige og
jevnbyrdige, — i overtrædelse. Vi er ikke hinandens dommere, vi
er lidelsesfæller under selvforskyldt smerte.
Det er som denne en generations forsoning taler ud af
«John Gabriel Borkmann». Her mødes de to parter under en
tung og glædesløs vinterhimmel til opgjør og for sluttelig at
række hinanden haanden til forsoning. Trist og tung er den,
hvor den som her kommer sent, efter et forspildt liv. Men
for os, endnu livskraftige, levende, fuld af haab; thi der
stiger øget livsfølelse af, at de nedbrydende magter dømmes og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
