Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ågot Ræder: Henrik Ibsen og kvindesagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen og kvindesagen. 469
gravlægges; det vækker nye kræfter og længsler efterat naa
lysere resultater, styrker viljen til at undertrykke disse
magter og føre livet i taknemlighed ved friheden, — i ærbødig
erkjendelse af det ansvar, som frihed forpligter.
Der var aftenens tungsind, opgjør under en mørknende
snehimmel i «John Gabriel Borkmann».
Der er aftenbelysning over Ibsens epilog: «Naar vi døde
vaagner»; en synkende sols sælsomme lysvirkning efter en
stormfuld, mægtigt henskridende dag; naar sidste spredte
straaler endnu flammende tilbagekastes, hist af et vindu i
brand, — der er en høide i purpur, mens skyggen alt blaa
og kold dækker massen af livsfænomenerne.
I denne magiske belysning mødes mand og kvinde endnu
engang for at kalde frem det væsentlige af det forløbne.
Og, som det gjerne sker ved dødskuldens nærmen, det
er livsfølelsen, som blusser op, det er den naaede livssum,
som bestemmer livsresultatet.
Og da det jo til denne dag er manden, som fastslaar
livsværdierne, blir det ham, dommen fælder, mens hun, i livets
navn, blir den anklagende:
Stod jeg ikke for dig som Eva ledet til Adam og bød
dig al den herlighed, dit hjerte kunde kræve, og Guds røst
talte til os som paa hin fjerne livets morgen: «Vorder
frugtbare og mangfoldige og opfylder jorden.» — Og mit hjerte
rakte og strakte sig efter dig, den udvalgte blandt alle’, og
«jeg faldt ned for dig og tjente dig, Arnold,» og vi to skulde
sammen bygge liv, — og du, «du forbrød dig mod det
inderste i mig,»–— «du takkede mig for en episode i
dit liv» — og «paa det ord gik jeg fra dig» — og hadede
dette, som du havde vraget og skamskjændte dette legeme,
der ikke flk bygge liv med dig, — og lod dem grave mig
dybt, dybt ned i en grav med polstrede vægge, for at ingen
skulde høre mine skrig.
Hvor har du gjort af barnet, mit og dit, pantet paa vort
fælles liv? «Jeg haded dig, Arnold, fordi du var kunstner,
bare kunstner, ikke mand.»––«Men denne støtte i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
