Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Løchen: Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard.
For at faa øie paa denne følgerigtighed er det, jeg vil
føre frem et enkelt forhold hos denne personlighed. Det er
en rigdom i hans væsen, eller kanske det er en mangel, som
vi maa rette synet mod. Kierkegaard seiv ser dette forhold
fra begge synspunkter af. Hele vört væsens sundhed hviler
paa harmonien mellem vore sjælelige evner, og en over
kultur eller en medfødt overvegt af en enkelt evne kan
derfor ses baade som rigdom og som fattigdom, som sund
hed og som sygdom.
Kierkegaard har betegnet mennesket i dets dybeste for
hold som den enkelte. Dette har han gjort greben af en
sterk indre erfaring. Han har talt ud fra en mægtig ensom
hedsfølelse. Og i denne følelse af ensomhed har han grun
det og grundet over, hvad et menneske kan være for et
andet. For at løse dette spørgsmaal teoretisk har han frem
for alt søgt støtte hos Sokrates, det menneske, han satte
høiest af alle. Han kommer altid tilbage til denne mand,
ligesom hans første større verk handlede om ham. En
skare af de mest begavede mænd i Athen havde sat mødet
med Sokrates som vendepunktet i deres liv, og en hel række
af nye skoler havde strømmet frem fra Sokrates’s lære.
Og dog har denne mand sagt: «Jeg har aldrig været lærer
for nogen.» Dette er ord, som har fæstet sig i Kierke
gaards sjæl.
Vört forestillingsliv er delt mellem fortid og fremtid;
tankerne vandrer vemodig tilbage til det svundne, eller ven
der sig dristig mod fremtiden, den tid, som kan formes ved
egne handlinger. Kierkegaard mener seiv, at grundfeilen i
hans sjæleliv var et altfor sterkt udviklet erindrings-liv.
Det var livet i erindring, som magtstjal ham og gjorde ham
til en fremmed i virkelighedens verden. Dette havde han
især følt netop paa det tidspunkt af sit liv, da han syntes
mest knyttet til den virkelige verden, da han syntes med liv
og sjsel optaget af forholdet til et levende menneske. Han
havde jo forlovet sig; men ogsaa over dette forhold kommer
erindringen, mægtig i sin stilhed, sin ro, sit sagtmod. Han
var lykkeligere, nåar hun stod for ham i tanken, end naar
han traf hende i virkelighedens verden. Han har skildret
denne erindringens kjærlighed i sin bog Gj en t age Isen.
Hvad han seiv har oplevet, lader han hændes en ung mand,
som han fortæller om. Den unge mand kommer op til
79
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
