Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Løchen: Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 Samtiden. 1902.
Søren Kierkegaard.
Men en stor forandring var foregaaet méd ham. «En
digterisk Productivitet vaagnede i ham efter en Maalestok,
som jeg aldrig havde troet mulig. Nu fattede jeg let All
Den unge Pige var ikke hans Elskede, hun var Anledningen,
der vakte det Poetiske i ham og gjorde ham til Digter.»
Hun var dragen med ind i hans væsen, mindet om hende
var evig friskt. Men ved at gjøre ham til digter havde hun
underskrevet sin egen dødsdom.
Hun kunde ikke blive mere end «anledning», den ydre
anledning, som vakte det rige indre liv i ham. Da dette var
vaagnet, maatte hun svinde. Her er allerede givet Kierke
gaards hele opfatning af, hvad et menneske kan være for et
andet: bare anledning. Hele styrken, rigdommen har den
enkelte ved sig seiv og i sig seiv. Og idet dette ord «anled
ning» nævnes, er ogsaa det ord nævnt, som er kjendetegnet
for hele den livsanskuelse, Kierkegaard kalder det æstetiske
standpunkt. Denne livsanskuelse kjender, kunde man med
rette sige, bare anledninger. Hele standpunktet lægger an
paa nydelse, at forvandle alt, som møder en i livet, til ny
delse. Men skal dette være muligt, maa alt ydre bare være
anledning til den egentlige nydelse. Det ydre iog for sig
ligger der liden vegt paa; det kommer alene an paa, hvad
æstetikeren seiv kan omkranse det ydre med. Det er digtet»
som lægges om det ydre indtryk, som er hovedsagen.
Æstetikeren er digter i alle forhold, ikke alene i kjærlig
heden.
Denne digtningens kunst er først og fremst erindringens
kunst. Først da kan man leve æstetisk, nåar man har faaet
magt over erindringen. Det gjælder at erindre poetisk, og
at erindre poetisk er egentlig bare et udtryk for at glemme.
«Naar jeg husker poetisk, saa er der allerede foregaaet den
Forandring med det Oplevede, hvorved det har tabt alt det
Pinlige.» Dette er övergivet til glemselen. «Glemsel er den
Sax, med hvilken man klipper bort, hvad man ikke kan
bruge, vel at merke under Erindringens allerhøieste Opsyn.»
Glemsel og erindring gaar sammen, og deres kunstneriske
enhed er det arkimediske punkt, som man løfter hele
verden fra.
Det var imidlertid ikke bare erindringen i strengeste
forstand, Kierkegaard mente, nåar han brugte dette ord; han
mente i det hele livet i fantasien. Det var for det lysende
81
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
