Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Løchen: Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Løchen.
forestillingsbillede, enten dette gjengav fortid eller malte
fremtid, virkeligheden mørknede. «Derfor tinder jeg,» siger
han, «saa liden Glæde ved Tilværelsen, fordi, nåar Tanken
om Noget vaagner i min Sjæl, vaagner den med en saadan
Energie, i en saa overnaturlig Størrelse, at jeg ret egentlig’
forløfter mig paa den.» Men netop fordi forestillingslivet
mættede ved sin egen rigdom, og der saaledes intet var,
som drev ud over forestillingerne seiv og æggede til hand
ling, kan dette forestillingsliv med rette kaldes erindring.
Her var overalt en stille, dvælende følelse som ved al erin-’
dring. Her var alt afsiuttet, intet, som higede mod en frem
tid, som skal føres frem ved handling.
Hvorledes alt, som skulde gaa freidig mod fremtiden,
i hans sjæl gjør helt om og vender tilbage i fortid, skildrer
han allerede i sin bog om ironien. «Der hører Mod til,
nåar Sorgen vil bedaare En, nåar den vil lære at forfalske
al Glæde til Veemod, al Længsel til Savn, ethvert Haab til
Erindring, der hører Mod til da at villevære glad.» Altsaa,-
istedenfor glæde, længsel, haab, som alle vender aasynet
fremad, vemod, savn, erindring, som alle bøier sig tilbage,
næsten faldende, mod det svundne. Der var i hans fore-’
stillingsliv intet mere, som strakte armene ud mod det, som’
skulde komme. Alt havde sat sig hvilende ned, med slig’
ro, som det var for evigheden. Som det ogsaa heder: «At
leve i Erindringen er det fuldendteste Liv, der lader sig
tænke, Erindringen mætter rigeligere end al Virkelighed, og
den har en Tryghed, som ingen Virkelighed eier. Et erin
dret Livsforhold er allerede gaaet ind i Evigheden og har
ingen timelig Interesse mere.»
Kierkegaard betegner seiv dette forestillingsliv, som
trængte virkeligheden ud, som en sygdom. Han siger om
den mand, han föregiver har skrevet «forførerens dagbog»:
«Han tilhørte ikke Virkeligheden, og dog havde han meget
med den at gjøre. Han løb bestandig hen over den; men
seiv nåar han mest hengav sig, var han ude over den.»
Han har lidt af en hjernesygdom, en hjerneophidselse, «for
hvilken Virkeligheden ikke havde Incitament nok, i det
høiestekun momentviis. Han forløftede sig ikke paa Virke
ligheden, han var ikke for svag til at bære den, nei han
var for stærk; men denne Styrke var en Sygdom. Saasnart
82
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
