Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Ueland og Jaabæk. II. O. G. Ueland (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Løvland.
Ingenting var passeret. Dette har vakt stor Opmerksomhed,
og det manglede blot, at Pressen tog sig deraf. Men en
Presse har vi jo ikke.»
Almenheden forstod ikke, at det fornyede ministeriums
opgave var at imødekomme revisionskravene, skjønt det jo
burde skjønnes af «Morgenbladets» forandrede holdning. Det
forsvarede, at «finterne» til den svenske regjering var ude
ladte af regjeringsindstillingen og begyndte at præke «maade
hold». Dagen før Johan Sverdrup skrev sit brev, altsaa den
18de februar 1862, var revisionssagen behandlet i sammen
sat statsraad. Svenskerne fastholdt sine krav og nord
mændene standpunktet af 1860. Kongen afgav da til proto
kollen et længere diktamen, som senere spillede en vis rolle.
Man tager ikke feil ved med Dunker at antage, at dikta
menet var opsat paa forhaand efter den svenske regjerings
raad. Det er noksaa indholdsløst, afviser ikke de svenske
krav, men søger i almindelige talemaader at berolige nord
mændene. Kongen tinder revisionen «i begge de forenede
rigers sande interesse». Den «bør ikke være bunden til
visse forud fastsatte punkter», men «hvile paa principiel
lighed og affattes med forsigtigt hen syn til det be
staaende» og mere saadant. Der blev kun besluttet, at alle
sägens dokumenter skulde offentliggjøres. Dette var det
første skridt; derved fik man sagen ind for stortinget for
at give dette anledning til at løse den «forbandelse», som
Harbitz sagde, Adressen af 1860 havde lagt over revisionen.
Stortinget sendte dokumenterne til konstitutionskomi
teen, hvis fem medlemmer afgav en indstilling, der indeholder
lidet, men föreslåar en udtalelse om, at kongens diktamen
byder «betryggende grundlag» for revisionen. Richter og
Hoel hævder i et dissenterende votum klart og greit, at der
intet andet historisk og faktisk grundlag var tilstede end de
svenske krav af 1860. len stortingsdebat var det klart, at
mindretallet maatte seire, og det gjaldt derfor om at undgaa
denne. Sagen kom under behandling i stortingets møde
den 15de juni 1863. Komiteens formand byfoged Christensen
fremsatte følgende kompromisforslag: «Stortinget, der fast
holder, at en revision af de unionelle bestemmelser nåar
Hs. maj. maatte finde, at det rette tidspunkt til at forberede
en saadan maatte være kommet alene kan finde Sted paa
den i rigsakten givne grundvold, nemlig rigernes ligebe-
106
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
