Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Ueland og Jaabæk. II. O. G. Ueland (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. Løvland.
Indtil dannelsen af ministeriet Fredrik Stang af 1861
eller rettere til stortingets dagsorden af 15de juni 1863
havde der ikke været nogen gjennemgaaende meningsforskjel
eller partidannelse i unionspolitiken. De krav, som var stillet
om de diplomatiske sagers behandling, angaaende flaget, rigs
vaabenet og kongens titel m. m., havde ikke været partisag.
Embedsmændene havde gaaet i spidsen, og bønderne havde
tillidsfulclt fulgt dem. Saaledes var det jo ogsaa under stat
holderstriden i 1860; Schweigaard var i den sag fører for et
enstemmigt storting. Saa sent som i 1869 skriver Ueland
til H. E. Berner: «Den ære skal man indrømme de første
storting (1815—30), at de, saa godt omstændighederne tillod
det, stod paa deres post, nåar det gjaldt udvidelse af
kongemagten eller amalgamationsplaner.» Vistnok forsøgte
J. A. Hjelm i trediveaarene at reise en klar, konsekvent og
maalbevidst selvstændighedspolitik med hensyn til de uden
rigske sagers behandling, men han blev neppe forstaaet,
fandt ialfald ikke tilslutning, og trak sig mismodig tilbage.
Efter orlogsflagets ordning m. v. ved Oscar den førstes tron
bestigelse i 1844 var det, som man slog sig til ro; der var
indtil videre intet mere at gjøre. Man havde tillid til kongen
og ansaa farerne for overvundne. Harbitz’s forsigtige tilbage
holdne politik blev nu den raadende, og dens opgaver varr
som statsraad Daae sagde, kun negative. Da mellemrigs
lovene i 1857 var forkastede, blev Harbitz hyldet som situa
tionens mand. «Afvisning af alle overgreb fra Sverige» var
programmet; paa dette program er adressen af 1860 bygget,
og det er paa samme grundlag, Uelands brev til Stang er
affattet.
Bondepartiet og dets venner havde vænnet sig til at stole
paa embedspartiet i disse sager og til at overlade unions
politiken i dettes varetægt. Derfor var det ogsaa embeds
mændene, som i saadanne sager var de mest vaagne. I
femtiaarene og begyndeisen af sekstiaarene var Harbitz og
Schweigaard mere inde paa disse anliggender end Ueland,
Enge og Jaabæk. Disse var helt optagne af de indre reformer.
Det viser bl. a. ogsaa Sverdrups ytringer i det før citerede
brev til Ueland. Medens bønderne saaledes drev «praktisk
politik», overlod de den unionelle del af «den høiere politik»
til embedsmændene. Dette forklarer den tillidsfuldhed, hvor
med Ueland gik ind i unionskomiteen sammen med bare
114
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
