Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Ueland og Jaabæk. II. O. G. Ueland (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O. G. Ueland.
embedsmænd, blev siddende der, efteråt hans gamle venner
Harbitz og Lange var udtraadte, og fulgte sine gjenværende
og nye kolleger. For ham seiv var det et frem med felt, og
han magtede det ikke. Det samme kan jo siges i en anden
forstand om alle komiteens norske medlemmer; af vore
repræsentati ve politikerevar kanske Birch-Reichenwald, Schwei
gaard, Harbitz og K. Motzfeldt deeneste, som dengangvar orien
terede. Af breve til ham fra Harbitz og Enge sees, at Ueland
inden komiteen har havt sine tvil om et par hovedpunkter, nem
lig det unionelle statsraad, «som han aldrig har elsket», og om
opgivelsen af grundlovens § 25. Harbitz ytrer i sit svar til
ham af 3dje december 1866 frygt for, at det unionelle stats
raad vilde trække flere og flere sager under sig og føre til
unionsparlament, medens Enge i et brev af Iste november
s. a. taler om den europæiske reaktion og tilføier: «Derfor
tror jeg nok, at det kan være nødvendigt at stikke noget
taug, jeg antager du mener med hensyn til grundlovens
§ 25.» Det var under komiteens møde i Stockholm 9de
oktober til 13de december 1866, at den företog «den anden
gjennemgaaelse af forslaget, som var meget trættende, og
mod slutningen blev jeg temmelig syg», fortæller Ueland.
Om det sidste møde i Warberg fra 19de juli til 29de august
1867, da «præmisserne» blev vedtagne, skriver han ogsaa, at
han var «temmelig syg mod slutningen». Samtidig modtog
han hjemmefra efterretninger om, at ikke alene Dunker og
«eudel skribenter», men ogsaa Sverdrup, Steen, Daae og Richter
skulde anse det bebudede forslag for uantageligt
Hvad Ueland og hans venner ikke forstod, det var den
forandrede opfatning af disse spørgsmaal, som nu gjorde sig
gjældende hos embedsmændenes og «intelligensens» flertal.
Skandinavismen havde behersket dem i næsten en halv
menneskealder. Ligesom de tyske universiteter forkyndte
samling af de tyske stammer til et «større fædreland*, saa
ledes havde det norske, det danske og de svenske univer
siteter ved fester og taler forkyndt de tre «splittede nordiske
stammers samling»; vort fædreland maatte ogsaa gjøres
«større», saa det kunde «byde moskoviter og Hermans søimer
spidsen». Digtere og journalister sang og skrev om «Nordens
en hed». Især efter Danmarks lemlæstelse i 1864 vendte
mange sig mod Sverige og vilde knytte de to riger sammen
i en «forbundsstat istedetfor et statsforbund». Man sam-
115
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
