Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - National individualitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
••og National individualitet.
velfærd blive et ganske underordnet spørgsmaal, og de idetmindste,
som tog nogen aktiv del i statsstyrelsen, ansaa patriotisme for at
være enten en hyklers mundheld eller en indskrænket persons
naragtighed. Ingen skjeldsord kunde være for sterke mod dem,
som havde en afvigende opfatning. Royalisterne kaldte purita
nerne for «rigets pest»; toryen Roger North erklærede dem for
«fiender af kristendom, fred og retfærdighed». Seiv længe efter
hans tid hører vi dr. Johnson udbryde, at patriotisme var en
kjeltrings sidste tilflugt. Det er klart heraf, at man tidligere til
syneladende med god samvittighed tillod sig ting, som en sand
patriot nu vilde skræm mes tilbage fra. Krigeren stillede sig til
fremmede fyrsters disposition, hvis de betalte ham godt nok; han
ansaa det aldeles ikke som sin pligt at bruge sine kræfter i sit
eget lands tjeneste. Schomberg for eksempel, som var tysker af
fødsel, tjente i hollændernes, franskmændenes og tilsidst i eng
lændernes arméer; paa lignende vis førte jarlen af Leven nogle
skotske regimenter i svenskernes tjeneste. Da Karl den 2den af parla
mentet blev tvunget til at afskedige endel katolske officerer, drog
de straks over til Frankrig og dannede et kompani, som Ludvig
den 14de var saa fornøiet med, at han seiv blev deres høvedsmand.
Naar endvidere tronrettigheder blev omstridt og intriger blev sat
igang, spillede mange et dobbelt spil. Jakobitismen ødelagde hos
mange deres engelske nationalfølelse ; den gjorde Marlborough
til forræder, for ikke at tale om Bolingbroke og Harley med
deres indviklede og mistænkelige korrespondance og deres for
virrende tvetydighed. Seiv lord William Russell og Algernon
Sidney, disse frihedens martyrer nedlod sig til at modtage fransk
understøttelse i haab ornat modarbeide Karl den 2den. Sidney gik
endog saa langt, at han forsøgte at faa De Witt til at gjøre
indfald i England. Og de ministre, som undertegnede den beryg
tede traktat, hvorved Karl den 2den praktisk blev Frankrigs pensio
nerede tjener, maa efter vore begreber have været merkelig fri
for den elementæreste fædrelandskjærlighed. Da kongemorderen
Ludlow flygtede til Schweiz, lod han følgende ord skrive over
sin dør: «Omne solum forti patria» —den kjække har sit fedre
land overalt. Det var i det mindste en aaben bekjendelse af den
kosmopolitisme, som mange følte, enkelte praktiserede, men faa
vovede aabenlyst at tilstaa.
Vi har vist sagt nok for at vise, hvor sløv tidligere nationah
tetsfølelsen var seiv i lande som Frankrig og England, hvor den
dog kom forholdsvis snart for dagen. Men det 19de aarhundredes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
