Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - National individualitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
National individualitet.
Hume var vistnok én af de første, som behandlede emnet
filosofisk, og det er interessant at se, at han kom til det resultat,
at engelskmændene havde de mest udprægede karaktertræk
af alle racer. I nyere tid er dog sagen blevet langt om
hyggeligere studeret end nogensinde før, særlig af den franske
skoles filosofiske historikere, som her har udmerket sig i høi grad.
Dette faktum er saa meget mere bemerkelsesværdigt, fordi det
18de aarhundredes franske filosofer med sine doktriner om de
abstrakte menneskerettigheder, som de ansaa for at staa over
den geografiske beliggenheds og racens tilfældigheder, med al
sin autoritet støttede de kræfter, som nedbrød nationalitetsfølelsen.
En kort oversigt over enkelte fremtrædende tænkeres menin
ger og argumenter vil være nok til at antyde den almindelige
tankegang. Guizot hævdede, at i Frankrig havde kulturen i det
store og hele naaet sit høidepunkt; i England fandt han, at sam
fundets udvikling havde været sterkere og mere glimrende end
menneskelighedens; i Tyskland havde intelligensens fremskridt
altid overgaaet og løbet fra det sociale arbeide; Italiens kultur,
som ikke var saa fremragende praktisk som i England og heller
ikke saa udelukkende spekulativ som i Tyskland, var bleven hin
dret af ydre grunde, mens der i Frankrig, og der alene, havde
været en fuldkommen harmonisk og jevn fremadskriden.
Michelet udviklede med stor veltalenhed den samme tanke. I
England fandt han den menneskelige stolthed personificeret i et
folk, i Tyskland saa han Europas Indien, vidtstrakt, broget, usam
menhængende og frugtbart, en dyb upersonlighed ; i Italien det
individuelle livs høidepunkt; men i Frankrig fandt han kulturen
saa langt foran, at han i et udbrud af patriotisk glød kaldte «sit
vidunderlige fedreland» for «menneskehedens lods» i fremtiden.
Nationalstolthed har forresten ikke bare været at finde hos fransk
mændene; Gioberti anstrengte sig i sin bog «Italiens supremati»
for at vise, at det var verdens første land. I det hele har nationa
liteten aldrig før, som sagt, saa ofte været gjort til gjenstand for
filosofisk spekulation. Patriotisme har uden tvil altfor ofte be
stemt historikerens slutninger, men bortseet fra dette er det af
den allerstørste interesse at se, hvor mange fremragende skriben
ter i nutiden har brugt sine evner paa et undersøgelsesfelt, som
før var lidet paaagtet. Hele vegten af Quinets undervisning var
saaledes rettet mod at fremhæve det nationale livs og uafhæn
gighedens betydning. Gousin paapegte udførlig, at hver nation
repræsenterede en idé; og Taine hævdede, at hvert folks karakter
188
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
