Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Reimers: Litteratur. Nils Collett Vogt: Harriet Blich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herman Reimers.
at tale med Gunnar Heiberg er «virkeligere end selve virke
ligheden». Her kaster Nils Collett Vogt lys langt tilbage, hvor
de første aarsager ligger, der hvor kilden strømmer frem, ren og
klar i sit opkomme, uklar, uren, grumset til det ukjendelige,
eftersom den faar tilsig fra al den hverdagslighed, hvis smag er
besk, før resignationen har assimileret den. Det er den strøm,
vi følger, som den snart styrter sig frem, utaalmodig i hvirvlende
stryk, snart vender sig tvilende i en bagevje, snart stanser i en
stille sjø og speiler sig i sig seiv som den slynger sig videre
gjennem faa glæder, som svinder, og mange sorger, som den tager
tone af, til den endelig faar farve ved en afgjørende skuffelse, der
kun har øieblikkets glemsel i indbildning og selvbedrag.
En oprivende livshistorie - ofte «hver nerve paa pinebænk»,
men fortalt med den menneskelige medfølelse, som forstaar langt,
og som holder af saa langt, den forstaar.
Den retning, strømmen tager hos Harriet, bestemmes tidlig
ved to momenter :
Forældrene moderen behagesyg og egoistisk, faderen hjertens
god og opofrende, men begge trange og, hver paa sin vis, lige
uskikkede som opdragere for sin eneste datter. Og saa skole
kameraterne, som hun saa gjerne vil være venner med, men som
forraader hende og med børns übarmhjertighed gjør sig lystige
over hendes udseende, en forsmædelse, som i 8-aars alderen faar
«de første bobler af sorg og bitterhed» til at stige op i hendes sind.
Dette merker Harriet: Skolen er blevet et pinens sted, og
hjemme gaar hun for lud og koldt vand mellem forældrenes
egteskabelige rivninger og forsoninger. Sin tillid til andre har
hun mistet, og da hun savner selvtillid, blir hun det forsømte
stemningsmenneske, som aldrig finder andres forstaaelse, netop
fordi hun ikke kan lade være at bede om den.
Den refleksion, som nu velter sin tyngde ind over Harriet,
gjør hende forsagt, kaster hende ind i sygelig selvbeskuelse
og giver hende til pris for en altfor tidlig bitterhed. Og en
bitter barndom blir man ikke kvit; neppe nogensinde senere for
maar sorgen at gjennemtrænge et menneskes væsen saa fuldstæn
dig og saa nedbrydende som i barneaarene. I det spor, som
udviklingen gjennem dem ledes ind i, vil den fortsætte og fuld
byrde sig; den kan forhales, men vanskelig ændres.
Harriets udvikling fra barn til voksen kvinde er træf
fende tegnet, særlig övergångstiden, som forvandler hende fra
grim ælling til svane. Hver linje har der sin vegt og betydning
290
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
