Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Herman Reimers: Litteratur. Nils Collett Vogt: Harriet Blich
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litteratur.
for det psykologiske speilbillede, som bogen danner. Overalt
bygges bro mellem de grelle modsætninger i Harriets natur. De
gaar over i hinanden, blir efterhaanden kun tilsyneladende, frugter
af fælles oprindelse. Som det «sting af fryd», der gaar gjennem
hende den første tid, nåar hun speiler sig i promenadens vrim
mel det reagerer med naturlig nødvendighed i den übevidste
blusel, hvormed hun pludselig sniger sig forsagt bort i en side
gade i følelsen af al være afsløret. Det er det erotiske, som er
begyndt at trænge frem til og efterhaanden griber ind i hendes
skjæbne ikke gjennem mænd, men gjennem «mandlige tøiter».
Markus Finstad bogormen, som daglig stifter nye, men støvede
bekjendtskaber blandt «de europæiske aander», og hvis moder «bare
er en ganske enkel og usammensat sjæl». Og den lumre Ivar
Borg, hvis hele væsen er laant og atter pantsat som en vaad
hund, hvor han gjennemskues, men anmassende til det latter
lige, «nåar han atter fyldes af andre meneskers tro paa ham og
interesse for ham».
Begge er de forelskede i Harriet, og det smigrer hende.
Forelskede forsaavidt som hun en tid er maalet for den førstes
forfængelighed og gjenstand for den andens begjær. Men begge er
de lige langt fra at elske, som de i det hele er udygtige til kjærlig
hed. De er som alle andre mennesker, Harriet har seet, gjennem
trængte af den fortærende egoisme, som saa synes hun op
fylder jorden. Det hærder at leve paa en saadan jord, og Harriet
hærdes. Det ømme i hendes natur forkapsler sig, hendes livs
anskuelse skjærpes til kynisme; og hun blir egoistisk, fordi hun
er saa fuldstændig forladt. Hun vil engang, hun ogsaa, nyde
sekunderne, ikke fordi hun har haab til dem, men for at slippe
at staa udenfor, fordi hun vil være med paa trods af navn
og rygte, i aabent oprør mod alt det vedtagne. «Det var, som
om den ild, der saa længe havde ulmet i hende og fortæret hende
langsomt og snigende, blussede høit og slog ud i flamme», og
en dag ser hun, «at livet, hende seiv umerkelig, havde ført
hende frem til de anskuelser, mødrene graater over».
Det er gjennem denne indre udvikling, Harriet Blich
blir Ivar Borgs elskerinde. Havde den for nogen del været
hans verk, vilde man ikke troet paa resultatet Men det har den
ikke. Livet havde ødelagt hendes forskansninger, lagt hende
aaben for fremmede og givet hende til pris for den, som kom
i grevens tid. Slig gaar det undertiden, og da gjælder den Peer
Gynt’ske satire:
291
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
