Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Katarina Beer: Caleta Buena
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fru Katarina Beer.
Caleta Buena.
saa er her heller ikke en fugl at se, ikke et græsstraa, og jeg
tror nok, jeg i længden vilde føle mig som vandrende i et
dødens rige. Det var ligesom saan hvile for øinene, nåar de
streifede henover den ensformige flade og tilslut havnede
paa de blaalige fjelde der langt, langt henne i øst, Andes
bjergenes 12—16000 f. høie toppe. Undertiden kunde vi se
en sort prik, som nærmede sig derhenne fra. Det var indi
anerne, som kom i karavaner paa sine æsler. De kom med
varer fra den anden side bjergene, fra sletterne over i Argen
tina, og drog over pampaen nedover til kysten, hvor de dri
ver byttehandel. Man kunde ikke forståa, at jeg kunde finde
denne ensformighed trættende. Jeg som jo var vant til havet,
som det maatte minde mig om, denne uendelige flade og
den vide horisont. Jeg maatte smile indvendig. Mit deilige
hav med evig bevægelse, evig vekslende udtryk i det blåa
blik! og dette stakkels livsforladte sted, hvor alt er død,
varm, tung sand. Men det er deiligt at møde mennesker,
som kan være lykkelige ved at leve her ogsaa; ligesom saa
aldeles borte fra verden. Hvad der foregaar ude i livet, kom
mer jo bare til dem som et slags eko, længe efter at andre
er holdt op at tænke paa det. Men slig skulde det vel være.
En skulde i sig seiv have evnen til at gjøre livet rigt og lyst
og tilfredsstillende overalt paa denne Guds skjønne jord.
347
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
