Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Bøgh: Kunstens væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kunstens væsen. qeq
om ganske forskjellige ting, at kunsten ikke blot tør frem
stille det skjønne, men ogsaa det hæslige.
Det vilde føre for langt her i alle enkeltheder at følge
lorfatterens videre deduktioner i henseende til den ældre
æstetiks fordringer og misforstaaelser. Med megen skarp
sindighed paaviser han, hvor feilagtigt det kunstskjønnes
forhold til det etisk værdifulde er bleven stillet, og hvorledes
det sanseligt henførende stadig er bleven forvekslet med
det æstetisk skjønne. Navnlig gjør han front mod at opfatte
æstetiken som et fysiologisk problem og hævder, at den
æstetiske lystfølelse meget mere er en ren psykisk oplevelse,
der fremkaldes gjennem rent psykiske processer. Vistnok
maa derved forudsættes fysiske ledsagende företeelser, men
disse er at forlægge i selve centralorganet, ikke i en eller
anden sans, det være sig i syns- eller høresansen. Muskel
bevægelsen i vort øie eller berørelsen af vor trommehinde
har ikke mere at skaffe med den æstetiske nydelse end
med den første den bedste videnskabelige erkjendelse
eller den første den bedste iagttagelse i livet, der ryster o°-
griber os.
Det gjælder altsaa en emancipation af kunsten for alt,
som ikke har med den at gjøre, og forfatteren mener, at
raabet paa en saadan emancipation nu endelig er blevetsaa
paatrængende, at æstetiken ikke længer kan unddrage sig
det. Stadig høiere og mere paagaaende forlanger kunstnerne,
at man vænner sig til at forståa kunsten ud fra dens egne
betingelser. Kunsten vil ikke længer opfattes som et vehikel
til etiske, religiøse eller sociale idealer, som jo i og for sig
kan være gode og skjønne nok, men som kun staar paa en
ganske anden plads. Alt hvad der i de sidste aar er skrevet
af kunstnere om kunst, og en stordel af det, som forstandige
kritikere, kunsthistorikere og litteraturhistorikere i den nyere
tid har skrevet derom, gaar i grunden ud derpaa, at kunsten
maa emanciperes fra indhold og form, maa stilles helt paa
sig seiv.
Forfatteren mener, at af disse fra de forskjelligste sider
reiste fordringer vil illusionsteorien byde den videnskabelige
støtte, det empiriske grundlag. Thi den er i virkeligheden den
eneste teori, som konsekvent gjennemfører kunstens løs
rivelse fra saavel indhold som form. Idet den .erkjender og
paaviser kunstens væsen alene i illusionens psykiske proces,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
