Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bolette C. Pavels Larsen: Jens Tvedt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ggg Bolette C. Pavels Larsen.
naturens egen kilde, lige frisk enten himmelen er skyet eller
solklar.
Dette sangvinske drag i Jens Tvedts forfatterfysiognomi
er det, der gjør hans bøger saa koselige, slig at vi nyder dem
med glæde og hygger os, nåar vi læser dem.
I «Nybrot» er det da Ramndalsguttens egteskab og bønne
møderne* som er de mere fremtrædende punkter. Men en
uendelighed af smaatræk og biomstændigheder hører med,
og disse er ofte de aller ypperligst udførte. Som naturalist
af reneste vand aabenbarer Tvedt sig i slige skildringer som
f. eks. den af kvelden i fjøset, da Tore Ramndal skal gjøre
alvor af det med søskendebarnet, og i fortællingen om
bryllupsaftenen, da brudgommen sidder og tæller pengene,
de har faaet i «skaalen», medens bruden faar ondt af den
indestængte luft i kammeret, hvor flasker og skjænkeglas,
dravlefade og fedt, vadmelsklær og nøstehanker er hobet
hulter til bulter. Denne situation er uovertræffelig godt seet;
billedet af de to og deres omgivelser er genialt opfattet og
som realistisk kunst betragtet et lidet mesterverk.
Bogen, der begyndte med et klart, solbeskinnet høstland
skab ved middagstid, slutter med en fin kveldstemning:
«Han Tore og ho Sisela stoggad paa dørhella og saag
ned yver bygdi.
Elvi gjekk som eit sylvband midt etter dalen, krøkte seg
stillt fram, gøymde seg attfyr eit kjærr, kom att og gjekk so til
fjords. Baatar rodde yver viki og heldt under Sæheimslandet;
det hadde nok voret samling paa Rekstrastrandi ein stad.
lfraa Ramndal kunde ein sjåa gardarne nedetter paa
andra sida: Klyve, Myklestad, Voll og Sæheim, og alle stader
stod kornet paa staur. Alle hadde fenget av det fljota slaget
no, so dei skar samstundes heile dalen nedetter. Bjørkelidi
ovanfyr Myklestad tok longe til aa hausta; det vart gule
flekkjer innimillom det grøna. Likeeins var det og uppetter
«Aksli», millom Ramndal og Kroken, i dei smaa bjørke-
kjosarne der.
Yver heile dalen var det so stillt og fredelegt, at em
kunde tru, folk hadde kurrat seg. Men det var nok ikkje
so helder, for det rauk or skorsteinarne mest i kvar gard.
Dei kokad til kvelds. Og i stilla søkte røyken ende upp og
lagde seg just som smaa skoddedottar yver bygdi.
«Han røa so vent paa himmelen i kveld,» sa Sisela.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
