Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bolette C. Pavels Larsen: Jens Tvedt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Tvedt. 357
lige bondetanker, ikke en mine har de, ikke en dreiningpaa
sig gjør de, som ikke er uforfalsket natur. Og som de passer
i landskabet! Der er en solluft og en egen duft af haa og
bøst, en himmel saa klar og let, at en bliver glad bare ved
at læse om det. Det er ikke muligt at give et sandere, dei
ligere billede af et norsk høstlandskab med norske figurer
end det, Tvedt her har tegnet.
Historien dreier sig om dalens beboere, om cleres stræv
for maden, deres ydre slid med tungt arbeide for legemet, og
om deres indre splid som følge af mangel paa føde for aan
den. Det er før den tid, da politiken begyndte at interessere
bygdefolk. Det bliver derfor det religiøse sværmeri, læseriet
og vaktheden, som griber om sig, og som de fleste griber
med begjærlighed; salmesang, bønnemøder og «samlinger»
bliver de nydelser, sindene svælger i, eftersom alle mennesker
har trangen i sig til sommetider at løftes og lives af noget,
der er forskjelligt fra hver dags evindeligt samme opigjen og
opigjen. Tvedt kjender aabenbart udmerket det, han skildrer,
nåar han fremstiller vaktheds-bygerne, der farer henover dalen.
Ikke mindre godt har han i «Nybrot» greiet den kjærlig
hedskonflikt, som aldrig mangler, hvor gaardmandsslegterne
skal passe paa, at ingen af ringere æt end den, de seiv er
af, kommer til at herske over deres gods og arv. Gutten paa
Ramndal faar ikke den jente, han vil have, fordi hun er
pladsmandsdatter. Han maa gifte sig med sit søskendebarn,
ligesom far hans og farfar hans og far hans igjen har gjort
fremigjennem tiderne. Og slegten bliver daarlig og ungerne
vanskabte.
De samme emner, vaktheden og gaardmandsslegternes
stivsind, har Olav Sande ogsaa behandlet i sin bog «Inde
stængt», der var skrevet før, med kom ud senere end Tvedts
«Nybrot». Sande blander sin fortælling med satire, og den
ender nærmest tragisk. Men det er betegnende for Jens
Tvedts forfattertemperament, at han ikke lader sin helt, Tore
Ramndal, bukke under; hverken læseriet eller det, at han
ikke bliver saa svært lykkelig i sit egteskab, bider synderlig
paa Tore. Han har i «Nedremyren’s» opdyrkning fuld
statning for alle skuffelser, livet har bragt ham. Man kan
af fortællingen ikke se, hvad side forfatterens sympati helder
til. Hos Olav Sande opdager man dette uden vanskelighed.
Men hos Tvedt rinder fortællingens gang jevnt og klart som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
