Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bolette C. Pavels Larsen: Jens Tvedt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bolette C. Pavels Larsen.
kring efter de tusen uopnaaelige ting, man kalder «kultur»,
der for det meste kun bliver en udenpaasmurt politur, som
ikke passer, men skjærn mer det oprindelige og eiendomme
lige, bondegutten faar høre, at han ikke skal skamme
sig over sit eget. Men sin kundskab skal han øge for at
kunne arbeide sig frem paa det nationales stø grundlag.
Seiv om det kun er i en en este ringe ting, han skal dog
søge at naa det fuldkomne.
Tvedts egen kunst beviser bedst, at paa dette grund
lag kan det fuldkomne naaes. Tvedt præker ikke, han
skildrar kun.
Hvem havde vel, før Tvedts bøger kom, kunnet tænke,
at slige arbeidstræler som Tore Ramndal, Per Dosi eller
Madli skulde blive romanhelte? Hvem kunde tro, at den
ting at rydde et stykke myr, at bære kornstaurar ind for
uveiret, at sligt skulde blive heltegjerninger og interessere
dannede læsere, saa de sidder med aanden i halsen og vil
høre, hvordan «det gaar»? Hvem vilde sagt, at Knut Grøne
viki’s refleksioner over Synnøves fortælling om kjyren, som
ikke vilde spise eller drikke, fordi han var borte, at det
var psykologi? Men det er det. Knut faar, derved at Syn
nøve fortæller denne lille begivenhed, det haab, at hun holder
af ham. Og hvem vilde sige, at nåar Paal Bakka kjører et
læs ved ned til Madli und’ Apalen, saa er det ogsaa psyko
logi? Ja, for det er det. Paal kjører sit vedlæs ned til Madli,
ikke alene fordi han synes, hun fortjener det, men fordi han,
uclen at være sig det fuldt bevidst, er begyndt at blive for
elsket i hende. Jens Tvedt lægger saa meget i sine menne
skers handlinger; gjennem et ganske lidet træk forklarer
han de følelser, der besjæler disse mennesker; han skildrar
deres smaa hjem slig, at hytterne for os faar den samme
betydning som en slagmark, bønderne faar, kan jeg næsten
sige, den samme betydning som hærførere. Og det er ikke
ved hjælp af sminke og sletikke ved affektation eller senti
mentalitet, Jens Tvedt opnaar denne virkning, det er tvertimod
ved den mest usminkede virkelighedsskildring.
Tvedts mandige oprigtighed og hans klogskab forbyder
ham at behandle emner, som han ikke kjender og ikke er
saa sikker i som sit eget fodlag, og dette er, tror jeg, hemme
ligheden ved hans kunst, de egenskaber, der gjør ham til
den overlegne forfatter. I høi grad overlegen ogsaa derved,
at han har faaet den formende evne som naadegave.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
