Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guder. gctø
mig gik det saaledes, at jeg ret som det var greb mig i at
sidde og veie min skjæbne mod andres, mit arbeide mod
mine idealer. Og nåar jeg vilde være rigtig slem mod mig
seiv, spurgte jeg de nøgne vægge i mit taarnkammer :
Hvor blev de af, de lyse templer, som skulde bygges for
de nye guder?
Fy. jeg gik med munden fuld af jord. Og jeg syntes,
jeg havde vanskeligt for at bringe ordet retfærdighed i har
moni med mine erfaringer. Jeg havde søgt at samle dem i
et tankesprog. Og jeg pleiede at sige :
Hver gang madam Justitia ikke kan finde sine lodder
og den gamle dame er hyppig i det tilfælde —, pleier hun
at bruge sine nøster.
Se, alt dette tænkte jeg paany igjennem. Og eftersom
dæmringen seg ind, blev jeg mere og mere forbitret over
alt det snaut betalte væv, som en fiks, men fattig redaktions
sekretær ved en liden provinsavis maa lave sammen, nåar
redaktøren idelig farter om paa agitationsreiser. Mit hjerte
blev til et røverbøle, hvor der ikke var ørenslyd at faa for
et mere ideelt syn paa min forfattervirksomhed.
Tænk om man orkede at holde fast ved en saa enkel
forestilling som den, at man var en af de negle, hvormed
Gud grov og arbeidede. Og saa skidt med, at det i sin tid
vilde gaa mig som det fuldmodne og overflødige stykke af
min egen lillefingernegl, jeg igaar fjernede med min penne
kniv og traadte ned i mulden, der moderlig tog sig af det
lille hornstykkes opløsning. Nei men du godeste, hvor længe
der var, siden jeg indenfor denne lille tankering fandt plads
for hensigten med al denne velten frem af liv, som fødes
for bare at dø. Til hvad nytte? Og som en ren dævel laa
den tanke og lurte paa mig: Aa, lad mig faa komme ned
under græstorven, ogsaa jeg. Jo tidligere desto bedre.
Min tro! Jeg kunde med rette sige, at springfjæren var
knækket i mig eller udslidt eller slappet. Hvad ved jeg?
Jeg vidste kun, at jeg aarevis havde vadet tilskrævs i selv
foragt over min aandelige vanmagt, og at jeg mere end
tusen gange havde ønsket at sælge min sjæl for hvadsom
helst, den maatte kunne udbringes til.
Da mørket faldt paa, uden at nogen stjerne tændtes, be
gyndte hun, hvis saks og garn jeg sad og kjærtegnede mellem
mine fingre, Esther, hvem jeg daglig sneg mig forbi nede i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
