Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guder.
Ved døren saa han paa mig og aabnede sin mund til
smil, en stor, glad og selvsikker mund, fuld af hvide tænder
og skinnende ironi. Og han sagde:
«Hvor kan ikke i vore vege øieblikke principerne være
os intet og lykketørsten alt. Hvor let glemmer man ikke til
visse tider en hel livsopgave over nogle rindende julelys.»
Hvad skulde jeg svare ? Skulde jeg sige som saa : Hvem
har jeg den ære at tale med? Eller skulde jeg overhovedet
ændse denne mand? Igrunden var jeg mere harm end for
undret. Og jeg lo høit, da vi gik ud af kirken. Men da vi
begyndte at gaa i retning af de høiere liggende bydele, knyt
tede jeg mine hænder. Og jeg rev af mig, hvad der i øie
blikket faldt mig i munden.
En livsopgave! Jeg maatte le, ogsaa jeg, skjønt mine
tænder var sorte og halvraadne. Som om man kunde binde
smaa brogede lys paa en livsopgave og tænde dem og drysse
glitter og hænge mangefarvede kugler enkeltvis og i guir
lander mellem de brændende lys paa livsopgavens grønne
grene. Eller synge og holde hverandre i hænderne, mens
man bevægede sig omkring sin opgave som rundt et andet
juletræ.
Ak, mennesket er et underligt sammensat væsen. Netop
fordi han svarede mig, hvad jeg kunde have sagt mig seiv
løb jeg rent ud af mit gode skind.
«Tja», sagde han, «hvorfor ikke?»
Og rasende, og som havde jeg fuldstændig overhørt ham
vedblev jeg:
Nei, men man kunde sidde ganske alene paa sit tag
kammer og med frosne hænder støbe disse gule og røde
lys og kold paa benene og tørstig i sjælen lave de grøn ne
og blåa balloner. Det kunde man.
Gud bevare mig vel. Det var vist ikke præcis det samme
som at sætte sig til at spise figen og krakmandler med sin
hvsopgave i dybe, bløde lænestole. En maaneskinslampe
døser mellem store bladplanter. Og hvide hænder smutter
over skinnende tangenter. Man føler sig sød i munden og
strækker langsomt sin haand ud efter et glas. Og øiet streifer
den spillende dame; halsens bue, der rødmes af ovnsskjæ
ret, og det gyldne nakkepur.
«Man, man?» sagde jeg. «Til helvede med Deres man!
Ja, for kunde man kanske det?
397
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
