Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sven Nilssen.
duet ryggen. Og for rigtig at vise, hvad jeg formaaede, nåar
det kneb, begyndte jeg at skrive om den nye fjordrute.
Og som jeg sad der og skrev, saa jeg for mig mit ideal
af en korrekt gentleman: en videre udvikling af typen Koll
bundfrossen, langfrakket, tilknappet, typen Koll bragt op
til den høieste grad af fuldkommenhed, en mand, hvis ud
tryk for den allerhøieste affekt bestod i at løfte øienbrynene
med en mat liden skygge af forundring, en mand, som med
tilstrækkelig sindsro kunde fortsætte udviklingen af et mer
end almindeligt floket politisk spørgsmaal, mens paa dom
mens dag den syvende engel udgjød Guds vredes skaal over
jorden, og som døde beskjæftiget med samme spørgsmaal
døde ligesom i distraktion —, idet han sagde: «Altsaa,
mine herrer.»
Jeg var et øieblik, idet jeg lyttede efter musiken neden
under, nær ved at falde i forundring over dette ideal. Men jeg
erindrede i rette øieblik, hvad det varforpak, man levede iblandt.
Rovdyr var menneskene. Hver i sit baghold laa de og
lurte paa bytte. Eller de gjorde kortere og længere streiftog
over detjagtfelt, de kaldte sit. Og havde de faaet kloen i et
eller andet, trak de sig knurrende tilbage til de huler, hvor
de aad, og hvor de sov. Og blandt saadanne væsener skulde
man bære sit hjerte som en tobakspung udenpaa brystet!
Men de, som aldrig lærte at finde sig tilrette i dette liv,
de gik omkring med alskens umulige tanker og forestillinger,
som de snart kaldte haab, snart længsler og snart ja,
hvad vidste jeg? idealer og saadant. Hvor vilde de ikke
komme meget nemmere fra det hele ved at kjøbe sig en
kridtpibe og stelle til noget sæbevand i en kop. Ak, hvilke
deilige luftballoner kunde de saa ikke lave! Himmel og hav
speilede sig i dem, strand og gade og de blåa fjelde med sne
paa toppen og grønne bakker ved sin fod. Det var en yndet
sport i min barndom. Og der var mennesker, som aldrig
burde mene sig at være vokset fra den.
Jeg havde lagt armene paa bordet og hovedet paa mine
hænder. Jeg saa op for at sige:
«Jeg kjender Deres indvendinger, min ven. Jeg ved,
hvilken pris De sætter paa de følelser, jeg har tilladt mig at
håane. De vil sige, at det ikke er metallet i pengestykket,
der sætter vort hjerte i bevægelse, den dumme, døde metal
klump, men de herligheder, vi kan kjøbe os for den. At
406
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
