- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Trettende aargang. 1902 /
407

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sven Nilssen: Guder - V

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Guder
haabet i og for sig kan være ligesaa værdiløst som det pa
pir, en pengeseddel er trykt paa, men at det vinder sine
sporer paa det mod og den smule livslyst, man kan erhverve
sig ved det. Ak, Herregud, det er jo sandt: Disse taabelige
mdbildninger er jo det daglige brød for os.»
Jeg reiste mig i raseri. Og jeg knurrede med sammen
bidte tænder:
«Men saa giv mig da en indbildning, har jeg jo sagt »
Nedenunder hørte jeg Esther synge:
«Saa danser jeg frem paa den grønne plet,
hvorunder min grav skal være.
Men hvis du synes, jeg danser slet,
jeg vil ikke danse mere.
For et er at danse, hvor blom og blad
i dug over græsset daler,
og grene vifter ved soleglad
og skygger om foden maler;
et andet at danse, nåar hver især
vil synes om dansen ilde,
og du, som al tid synger og ler,
blev stum, da jeg danse vilde.»
Over de snelagte hustage begyndte atter kirkeklokkerne
at lyde - for sidste gang den dag -, og gjennem gaderne
rystede hestene sine dombjelder. Gamle koner og mænd
gik til aftensang med store salmebøger i hænderne Og
pyntede piger gled paa det glatte, sterkt befærdede fortau*
og greb leende efter gutten sin.
I klubhaven lige under mine vinduer lød der en guds
forgaaen rullen fra keglebanen, en ugudelig lang torden
efterfulgt af et syndigt rabalder af faldende kegler. De gamle
bøge nede i byparken var drysset fulde af sne. Og etpar
kurvekoner, der ikke undsaa sig ved at handle paa juledag
havde tændt sine lygter paa klubhjørnet.
I øieblikket syntes jeg der manglede mig intet andet
end Esther eller en anden snil pige, som jeg kunde spasere
med. bor det menneskelige sind er som en veirhane Og
jeg begyndte endogsaa at spekulere paa at gaa ud og blande
mig et øiebhk - bare et øieblik - mellem mængden derude
407

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 22:37:17 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1902/0415.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free