Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. E. Sars: Noget om Bjørnson som ung mand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J- E- Sars-
i tankerne atter og atter hvad den store mand havde sagt,
for at faa ud, at det dog i sig seiv ikke var saa særdeles
merkværdigt; jeg skaffede mig underretning om hans karak
terer til examen artium, som var meget maadelige, og det
havde dengang i mine øine meget at betyde; men det hjalp
altsammen ingenting. Jeg kom ikke udover det indtryk jeg
havde modtaget ved det første møde, indtrykket af, at denne
mand, som ikke var mere end et par aar ældre end jeg, som
ikke havde flere eksamener og neppe nok saamange kund
skaber, alligevel var mig saa uendelig overlegen, at han tog
aldeles magten fra mig; det blev tvertom stadig mere bestyr
ket. Detgik mig paa en maadesom myggen, nåar den svirrer
rundt lyset. Jeg kom, siden jeg først var bleven introduceret
hos Bjørnson, ofte til ham, til sine tider, tænker jeg,
hver eneste dag. Der var naturligvis overordentlig meget,
som drog mig did : jeg kunde være sikker paa at faa høre noget,
som var værdt at høre eller, rettere sagt, jeg kunde være
sikker paa at opleve noget. For enten fortalte han historier
fra hjembygden eller han gjengav scener af sagaen eller ver
denshistorien, og det gjorde han slig, at vi, som hørte paa,
syntes at se det altsammen lyslevende for os (jeg mindes
endnu endel historier om en fremsynt prestefamilie oppe i
Romsdalen, som bragte blodet til at isne i mine aarer og
som staar den dag idag klart for mig, skjønt det nu er
mange Herrens aar, siden jeg hørte ham sidst fortælle dem).
Eller han lagde ud om fremtidsplaner for sig seiv eller for
os andre eller for landet, og det med slig magt, at endog de
af os, som var mest skeptisk eller snusförnuftig anlagt, glemte
sine tvil og blev troende og følte hjertet vokse i livet paa sig.
Alligevel hændte det ofte, at jeg gik fra ham i en halvt eller
helt ærgerlig stemning. Jeg vilde gjerne give mit besyv
med i laget; jeg brændte, som det heder, efter at faa knevelen
løs; men enten tik jeg ikke et munds ord for mig eller det,
jeg sagde, faldt til jorden og syntes mig saa yderlig übetyde
ligt, i sammenligning med hvad Bjørn son havde sagt. Det
forholdt sig med mig dengang som det vel pleier at forholde
sig med mennesker i den alder: jeg var yderst utryg paa
mig seiv, svævende fra den ene yderlighed til den anden,
snart meget stor udi egen indbildning og det næste øiebhk
ynkelig liden, derfor beheftet med en meget ømskindet for
fængelighed; jeg var fuld af omsorg for min saakaldte
442
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
